15 / 211
O M R E F O R M E R T K I R K E S B Y G M E S T E R
portationer og fængslinger. Så mange, der formåede det, pakkede
kufferten for at søge lykken i andre lande, og resultatet var en
flygtningestrøm, der nok kunne blive et problem for Frankrigs
nabostater.
Også Danmark fik sin part af strømmen. Det var dog med blan
dede følelser, man modtog den. Regeringen var ganske vist ikke
uvillig til at give plads for så mange udlændinge, der i deres hjem
land både kommercielt og industrielt havde ydet en indsats; men
den danske kirke var modvillig, og bisperne fremhævede i adskil
lige vrede skrivelser til kongen, hvor risikabelt det var for den rene
lære at åbne landets grænser for disse calvinister, der kunne være
lige så farlige for lutheranerne som katolikkerne. Kong Christian V
var ikke ganske døv for argumenter af den art, men tanken om at
få et befolkningstilskud, der kunne gavne landet økonomisk, vejede
til, og desuden var kongen gift med Charlotte Amalie af Hessen,
der selv var reformert, og som ivrigt støttede sine forfulgte trosfæl
ler. Resultatet blev da også, at man allerede 1 681 gav calvinisterne
indpas ved nogle foreløbige privilegier, der 1685 blev yderligere
udbygget og stadfæstet. Således fik de reformerte, navnlig ved dron
ningens aldrig svigtende støtte, indpas i København, hvor de grund
lagde en kirke, der ikke blot blev fransk, men tillige tysk-neder
landsk, fordi også et større kontingent af tyskere og hollændere
ønskede at nyde godt af de nye rettigheder.1
En menighed, der talte så mange foretagsomme medlemmer og
havde energisk støtte fra hoffet, måtte ganske naturligt sætte en
ære i, at deres kirke blev anselig, en pryd for byen. Men i disse
overgangsår, hvor de indvandrede og flygtningene først skulle finde
sig til rette i det nye milieu, var alle deres private pengemidler an
bragt i verdslige foretagender, hvad der lagde nogen dæmper på
deres byggeiver. Dronningens pekuniære støtte var vel rundhåndet,
men dog ikke større, end at der skulle fares med lempe. Til det
13