19 / 211
O M R E F O R M E R T K I R K E S B Y G M E S T E R
der fra andre kilder hans stol i kirken, og fra 1693 til sin død 1697
førte han som diakon kirkens fattigregnskaber. I de kunsthistoriske
håndbøger om denne tids kunstnere skrives der i regelen, at han
var hollænder, hvad han mulig også var - navnet kunne tyde der
på; men hans regnskaber førtes på tysk, hvilket sprog synes at have
været hans modersmål. Det er således vidnefast, at det var ham,
der huggede sandstensornamenterne på Reformert Kirkes façade,
og derfor må det også være ham, menigheden henvendte sig til, da
man ønskede et arkitektonisk udført udkast til det kommende byg
gearbejde.
Der findes i kirkens arkiv en anden udtalelse, der peger i samme
retning. Det areal, som kongen skænkede menigheden til bygge
plads, var tvedelt; kirken byggedes på den nordvestlige del, medens
de sydøstlige partier anvendtes til præsteboliger.5 Kirken havde
tre præster i den ældste tid, to franske og een tysk. For franskmæn-
dene byggedes der to præsteresidenser ud mod Åbenrå, medens den
tyske præst foreløbig måtte leje en bolig i St. Gertrudsstræde. I
1696 skænkede imidlertid dronning Charlotte Amalie 2200 rdl. til
opførelse af en tysk præstebolig, og denne kom til at ligge på
præsternes jord med façade ud mod Gothersgade på det sted, hvor
også i vore dage den tyske præstebolig findes (i en nybygning fra
1885-86, Gothersgade 109). I brevene vedrørende denne nye resi
dens fra 1696 siger det tyske presbyterium, at man overdrog byg
gearbejdet til Henrich Brockam, fordi han var duelig til sligt, eller
for at bruge presbyteriets egne ord : tegningerne udførtes »von dem
in der Baukunst sehr erfahrnen Diacon Henrich Brockam«.0 Her
bliver altså stik mod alt, hvad vi hidtil var vant til, selve arkitek
tens navn forkyndt for alverden. Og spørger man, hvorfra presbyte-
riet havde sin viden om stenhuggerens store erfaring i den civile
bygningskunst, må svaret være ligetil: de havde jo selv anvendt
ham få år tidligere, da kirken skulle rejses.
2
17