201 / 219
Stormen p å København som kunstmotiv
199
den 28. februar udvalgte de tre motiver og tre egnede kunstnere. Man ønske
de portrætter af admiral Eduard Suenson, oberst Max Müller og artillerioffi
cer Henri de Jonquiéres. Sidstnævnte var død i 1879, så kunstneren Frederik
Vermehren, gik i gang med et portræt, mens Suenson og Müller modtog en
anmodning fra museet om at blive malet til samlingen: ”1samlingen paa Fre
deriksborg af malede Portrætter af Danmarks berømte Mænd savnes hidtil et
Portræt af Deres Execellence. Bestyrelsen ville derfor sætte Pris paa at erhver
ve et monumentalt Billede af Dem, som for kommende Tider kunde være et
synligt Minde om Deres Fortjeneste af vort Fædreland”.16
De tre billeder kombinerer portrætgenren med historiemaleriet. Jonquié
res ses i et stille og fredfyldt øjeblik under belejringen af Dybbøl skanser,
mens han nyder en cigar. Jordvolden, kanonerne og hånden på sablen er de
eneste indikatorer på krig. I stedet for er der fokus på den indre ro, som of
ficeren udstråler. Selvom mørke skyer har trukket sig sammen på himlen, står
han uanfægtet på sin post og bærer alene forsvarets byrde. Men man er ikke i
tvivl om, at artilleriofficeren er opgaven voksen og vil kæmpe på trods af den
knusende overmagt, som fjenden repræsenterer. De følgende helteportræt
ter fulgte samme opskrift. Ved hjælp af helteportrætter og historiemalerier
begyndte kunstnerne at bearbejde samtidens traumatiske syn på nederlaget i
1864 og skabe et positivt indtryk af dansk nationalitet ved hjælp af nationale
forbilleder som de historiske helte.17
Derfor fik F.C. Lund besked på at fremhæve Frederik 3.s rolle under stor
men på København, men kunstneren var enig i betragtningerne og rejste til
Stockholm, så snart han modtog bestillingen, for at studere dragter og våben.
Historiemaleriet var en bunden opgave, og med hensyn til rekvisitter skulle
scenen opbygges så historisk korrekt som muligt. At indholdet var fiktivt og
stærkt tendentiøst blev endnu ikke anset som problematisk.
I 1887 var maleriet færdigt. I billedets baggrund er talrige svenske kolon
ner i færd med at rykke frem mod byen over den tilfrosne Kalvebod strand.
Fregatten ’’Højenhal” ligger tilfrosset og beskyder fjenden, mens prammen
’Svinetruget’’ brænder. I forgrunden ses billedets hovedperson, for Lund ret
tede sig efter museets anvisninger og placerede Frederik 3. midt i billedet på
en hvid hest. Dronning Sophie Amalie ridder sammen med kongen, mens
Hans Schack, rigsråderne Gunde Rosenkrantz, Otto Krag, og Axel Urup står
i nærheden, klar til at organisere modstanden; borgmester Hans Nansen iler
sammen med en afdeling borgere op ad voldgraven. Lige bagved disse perso
ner ses Frederik Ahlefeldt, som støder den første svenske soldat, som bestiger
volden ned —et optrin, som Ove Malling også beskrev. Situationens alvor
understreges af, at adelsmanden Jacob Rodsten bæres døende bort samtidigt
med, at en rytter bag ham bliver ramt af en svensk kugle.