29 / 219
Belejringen og stormen på København setfra et svenskperspektiv
27
krig,og ikkeprimært foratforstærkede svenskeenheder. Dermed erudskriv
ningerne en vigtig del ide svenske forberedelser tilslutopgøret med Dan
mark: stormen på København
.6
Nederlaget isøslaget iØresund var ikke den eneste modgang, der ram
te de svenske våben henimod slutningen af 1658. I november var Karl 10.
Gustavs frygt blev bestyrket, da allierede styrker fra Brandenburg, Polen og
Østrigbrød op fraderesudgangspositioner iHolsten og rykkede nordpå ind i
Danmark. Inovember erobrede deAls og truede de svenske stillingerpå Fyn.
Islutningen afdecember 1658 havde de allierede tvunget svenskerne tilfor
en stordel atevakuereJylland og atredde sigover tilFyn. Frederiksodde var
dog endnu isvenskerneshænder. Ibegyndelsen afdecember foretogen meget
bekymret Karl 10. Gustav en inspektionsrejsetilFyn ietforsøgpå atvurdere
truslen frade allierede. Idecember udbrød der siden opstande på Bornholm
og iTrøndelag, der blev revet ud afsvenskernes greb. Som om dette ikke var
nok, blev den svenske garnison iThorn (Torun) idecember tvunget til at
strække våben over for den polske belejringshær.
Efterdenne række afmodgang på flerefrontafsnitfremstod en hurtigero
bring afKøbenhavn som den - under omstændighederne - enkleste måde
hurtigtatvende en truende udvikling. Hvis man erobrededen danske hoved
stad, skulle Danmark tvinges ud afkrigen, og såvillede allieredestyrker for
håbentligforladeJylland og Als. Derefterburde det ikkevære vanskeligt igen
at få kontrol over de modvillige bornholmere og trønderne. Dermed bliver
det logisk, atden svenske hovedstyrke blevvendt mod København, samtidig
med atvæbnede farertruede svenskernes stillingimange andre retninger.
Så snart man havde besluttet et stormangreb, begyndte man at føre svenske
tropper til lejren ved Brønshøj
.7
Både fra Sverige, inklusive Skånelandska-
berne, og fra de stadigt svenskbesatte dele af Danmark, sluttede forskellige
enheder sigtilianden halvdel afjanuar 1659. Da angrebet begyndte natten
tilden
1 1
.februar, disponerede den svenske konge over 9.050 kamptropper
samt yderligere 1.800 mand, som slæbte stormmateriel frem.
I efteråret 1658 havde det svenske artilleri uden nævneværdig virkning
forsøgt at blødgøre forsvarerne, og istedet tvang den stadig dårligere stra
tegiske situation Karl 10. Gustav til at forsøge en storm. Lige som under
marchen over bælterne ijanuar-februar 1658 oplevede den svenske konge
og hans rådgivere også ijanuar 1659, atman arbejdede under etmeget stort
tidspres. Tiden var på danskernes side; når som helst kunne fjendtlige stor
magter blande sigiden interne,skandinaviskekrigog forskyde magtbalancen
tilskade for Sverige.
Opdelt ifireangrebsgrupper skulle det svenske infanteri slåsig igennem
Københavns befæstningsværk og åbne veje ind ibyen for det kampvante og