33 / 219
Belejringen og stormen på København setfra et svenskperspektiv
31
Over halvdelen afde svenske tropper indgik ihovedangrebsstyrken. Fra Kø-
gevejen skulle 6.500 mand angribe forsvarslinjen på Slotsholmens sydlige
strand. I den styrke indgik flere afden svenske hærs bedste enheder. I den
første angrebsbølge var der fodfolk fra Østergøtland, og iangrebsgruppens
reservevar Upplands regimente placeret.
En mindre afdeling,generalløjtnantClaesTottsangrebsgruppe med 6.500
mand, drog over tilAmager og Christianshavn. Fra Brønshøj ivest skulle en
angrebsgruppe under oberstNils Roth med 150 mand ietskinangreb gå for
bi Ravnsborg og forsøge at bemægtige sigde trebastioner ved Gamle og Ny
Nørreport. Langs Kronborgvejen rykkede 1.750 mand iden angrebsgruppe,
der ledtesafgeneral GustafBanér, frem mod udenværkerne ved Vartov forat
slåsigigennem ind mod Grønlands Bastion og Kastellet.
En times tid eftermidnat, natten tilden 11. februar, blev det hele tilvir
kelighed. Karl 10. Gustav gav det endelige signaltilangreb, og totjæretønder
blevantændt oppe på Valby Bakke. Førstindledtes de mindre angreb, tildels
som en afledningsmanøvre. Derefter begyndte stormkolonnerne ihovedstyr
ken at bevæge sig fremad. Forrest gik fortroppen ihvide skjorter, for at ca
mouflere sig,når de bevægede sigover de snedækkede marker. Disse forreste
linjerhavde løbebroer med tilatlægge over de ophuggede isvågersamt hånd
granater, stormstiger og anden udrustning.
Men flereugerssvenske troppesamlinger og tonætters opmarcher, dervar
blevet afbrudt isidste øjeblik, havde naturligvis haft sin uundgåelige effekt:
de danske forsvarerevar forberedt.
Hovedangrebet gik over isen ved Kalvebod Strand og ind mod byens og
Slotsholmens sydfront, mens Totts mindre styrke bevægede sigmod Christi
anshavn. En massiv ildkraft fra fæstningsvoldene fik angrebsbevægelsen til
atstandse op. Kun ved bastionen Gyldenløve (etnavn den senere fik) lykke
des det svenskerne at nå helt frem tilvoldene, hvor de rejste stormstiger og
begyndte at klatre op. Kun et par svenske soldater nåede dog selve voldens
top, hvor de hurtigt blev nedkæmpet. Forstærkninger strømmede tilbåde på
dansk og på svensk side, og inogle timer opretholdt de svenske styrkertryk
ketmod fæstningsvoldene.
Men en regn afkanon- og musketkugler blandet med håndgranater og
alle slags genstande kastedes ned fra voldene og medførte stadig større tab
blandt de tætpakkede, svenske soldater. Imorgendæmringen beordrede Karl
10. Gustav tilbagetrækning fra hovedfronten. Tilbage iissølet lå hundreder
og atterhundreder afdøde og såredesvenskere, mens adskilligeandre allerede
var sunket ned ivågerne og gledet ind under isen. Blandt kroppene låogså
mængder afefterladtstormmateriel.