37 / 219
Belejringen og stormen på København setfra et svenskperspektiv
35
hvad man havde stræbt efter. I den situation valgte Nederlandene at være
fredsmægler mellem Danmark og Sverige. Freden blev sluttet iKøbenhavn
den 27. maj 1660. Bornholm og Trondhjem Len kom tilbage idansk eje,
men de øvrige landafståelser iRoskildefreden blev nu bekræftet. På det tids
punkt var Trondhjem allerede taget tilbage afdanske tropper, som den 28.
september 1659 indesluttede byen. Den svenske garnison blev tvunget tilat
kapitulereden 17. december mod løfteom friafmarch. Den dag marcherede
de svenske soldater ud afbyen, hvorefter 2.500 norske soldater rykkede ind
og overtog kontrollen med byen. Byen var kun svensk ihalvtandet år.
For Danmark blev freden iKøbenhavn tung, fordi man havde håbet på
at kunne annullere 1658-freden. Men stormagterne ville det anderledes; i
Haag, London og andre hovedstæder ønskede man atsetorelativtjævnbyrdi
ge magter afbalancerehinanden ved Øresund. Således forblevhovedparten af
gevinsterne eftermarchen over bælterne isvensk ejeogså efterfreden i1660.
For Danmark var det en bitter lektion iinternational realpolitik på højeste
niveau.
’Løsrivelsesværket” på Bornholm og iTrondhjem viser, at den svenske
krigsmagt ikke havde været istand tilat kontrollere alle de nyerobrede o m
råder, samtidig med at krigen blev ført mod Danmark, Rusland og Polen.
Sverige var vokset over evne, og det er denne indsigt, der er den røde tråd
ide militære reformer i 1680erne, som gennemførtes af Karl 11. — umid
delbart efterafslutningen i1679 på en ny krig mod Danmark. Den svenske
stormagt indrettede sig på forsvar afde opnåede grænser, ikke på yderligere
ekspansion. Dermed erkontrasten stormellem Karl 1l.sog faderen, Karl 10.
Gustavs, strategiske grundsyn. For Karl Gustav gjaldt iprincippet konstant
ekspansion, og dermed blev Sverige tvunget til at føre en på det nærmeste
fortsat serie af krige under kongens korte regeringstid, årene 1654-60. De
menneskelige og økonomiske omkostninger for disse krige var uhørte, men
kunne midlertidigt håndteres og tilsløresgennem de fremgange, man havde
på slagmarken.
Allerede den anden danske krigviste dog, at Sverige havde nået grænsen
for sin militære formåen, men også passeret grænsen for, hvad stormagterne
iVesteuropa kunne acceptere. De store svenske fremgange førte tiletvælde,
som Sverige ikke formåede at kontrollere fuldt ud, og blækket var knap nok
tørtpå Roskildetraktaten, førend stormagtsbyggeriet begyndte atknage ifu
gerne. Karl
1 0
.Gustavs ekspansionspolitikvarnået tilvejsende, men kongen
selvslap for atopleve dette fuldt ud, fordi han døde under rigsdagen iGøte
borg, inden der blev sluttetfred med Danmark i1660.9
Set idette perspektiv er natten mellem den
1 0
.og 11. februar 1659 det
tidspunkt, da den svenske stormagt nåede sit højdepunkt. Før det mislyk