125 / 557
114
Chr. Behrend
Da fegtedis her skarp t; her hø rtis Støcker bromme.
Hin H a ndg ran at udsmed; den brug te Seglen kronime,
Hver paste paa sin Post oc F ienden hilste saa,
At hand tilbage igien med Skamme m aatte gaa.
Der Dagen nu b rød igien1) oc Natten v aa r forgangen,
Da vaar her Lyst oc F ryd , m and saa med sto r Forlangen,
Hvor hver da b rug te Been, fra Byen ripp et2) bort,
Løb ofver Marck oc Stie ad Leyeren saa fort.
Da saaes her m angen Een p aa Pallesader henge,
Der F ienden sty rtet vaa r i H aabetal oc Mænge;
Hist Kroppen ho f ved-løs, h e r Arm’ oc Beene laa!
Saa m angen tapper Helt i Grafven d rucknet da!
Men Tack skee dig, vor Gud, som os saa ho lt i Lifve,
Oc lod os ey til Boff fo r vore F iender blifve!
Dit Nafn vi prise vil, Gud voris Zebaoth,
Som giorde F iendens Magt til Skiendsel, H aan oc Spot.
Vor Siæl undkomm en er af Fuglefengrens Snare,
Vi boer nu (Gud skee Loff) i F red fo ruden Fare.
Den Snare sønderb rast oc vi er blefven fri,
Vi Him len prise maa, som stod os megtig bi.
Aid Verden k iender nu din høye Visdoms Vælde,
Som h ialp vor Konning ud aff Dødsens grumm e Fælde!
Din Salvede, o Gud! god Held oc Lycke giff,
Aid Farlighed oc Nød fra han s P au lune driff.
F red s Første, Jesu kier! Lad ham i F red regiere;
Lad F ienden i vort Land ret aldrig findis mere.
Saa ynsker jeg, oc hver en ærlig danske Mand
Sin Arfve-Konning tien udi sit Fædre-Land.
1)
skal vel være: frem.
2) rippe eller reppe = drage bort.