128 / 557
Holberg, Danmark og København
117
og lovpriste. Upaavirket af dets ældre L itte ratu r (!),
uden Interesse for dets Folkedigtning, uden Nænsomhed
for dets nationale Ejendommeligheder, fuld af Ringeagt
for dets forældede, golde Videnskabelighed (som h an a f
sk river!), ryddede han Marken for Ugræsset, men ogsaa
for de sm aa Spirer til et nationalt dansk Aandsliv (Bror
son, Stub, Falster, V idenskaben, Kunsten!!) og skabte
Fæ lleslitteraturen, hvor norsk Aand hersker (!). Rigtig
nok gennem det danske Sprog, som den dog uvilkaarlig
p aa try k te et Præg af Norskhed«.
Der er i denne K arak teristik næppe en Sætning, der
ikke er overfladisk og urigtig.
Det er muligt, at der er store Mænd, der h a r staaet
isoleret og ufo rstaaet i deres Samtid. Holberg hø re r saa
sand t ikke til dem. Han havde fra sin tidligste Ungdom
Vilje og Evne til at gøre sig gældende og n aa frem til de
materielle og aandelige Maal, han havde sat sig. Han gav
i sine Skrifter netop det, den fremvoksende Borgerstand
vilde hø re og vide, og i en elskværdig og m un ter Form .
Og endelig fik han i en ganske sjælden Grad Støtte baade
af sin Tids Mægtige i D anm ark ; og han blev tidlig fete
ret af Publikum . De Vanskeligheder, han havde at
kæmpe med, kom fra hans eget syge og vanskelige Sind.
Der skal i det følgende fortælles lidt om den sjældne
Støtte, h an fand t i sin Tids Danm ark.
I F o raa re t 1706 forlod Holberg, 21 Aar gammel, Norge.
Han gensaa det aldrig mere, og mærkelig nok ytrede
denne store E u rop a farer heller aldrig noget Ønske om
at gense det. Han var p aa det rene med, at det ikke
afgav Jo rdbund for Folk af hans Slags. »I det øvrige
k and m an sige« — skriver han i Bergensbeskrivelsen — ,
»at Bergen ikke haver været det Sted, hvor lærde Folk
og Philosophi kunde finde Fornøyelse at fæste deres
Sædé, saasom Staden h a r hav t temmelig Mangel saa vel
paa Bøger som paa literate Folk. Det var derfor u n d e r