133 / 557
122
Th. A. Müller
ker; de er im idlertid i den Form , hvori de foreligger, lige
fra »Peder Paars« til »Niels Klim« og de »moralske T a n
ker«, overmaade dristige fo r Tiden, saa dristige, at selv
en frisindet Mand som G. Baden senere fo rund rede sig
over, at de moralske T anke r kunde faa Lov til at slippe
u skad t igennem Censuren. Holberg h a r sikkert her kun i
lige saa ringe Grad dæmpet sine dristige »Intentioner«,
som han af Hensyn til den senere Tids Æ rb a rh ed »myn-
strede« sine »frie Expressioner«. Og n a a r m an tænker
paa, hvorledes i F ran k rig Voltaire og D iderot fik deres
Bøger b ræ nd t af Bødlen, m aatte flygte over Hals og Ho
ved for at slippe for Fængsling eller med deres Fo rlæg
gere anb ragtes i Bastillen og Vincennesfængslet, kan m an
kun beund re Regeringens Forstaaelse overfor Holbergs
V irksomhed; »vi talede som i en fri Stad, vi spøgede, vi
skæmtede, vi kappedes uden F ryg t i lystige Indfald , da
Kongen aldrig optog F risp rog eller et uoverlagt Ord
ilde«, siger Holberg da ogsaa med Rette om den af ham
beundrede og elskede F rede rik IV. Heller ikke p rivate
Angiverier lykkedes det at k rumm e et H a a r p aa hans
Hoved de to Gange, det forsøgtes, skønt K lagerne første
Gang udgik fra selve Kongens Svoger og Sekretær i det
danske Kancelli; Konseillet og Kong F rede rik IV afviste
dem, ligesom senere den pietistiske Christian VI skal have
afvist et P a r mægtige Gejstlige, der siges at have h aft
Lyst til at faa fa t p aa Holberg og »bekehre« ham for
»Niels Klim«.
Holberg nød im idlertid ikke blot de Styrendes Gunst.
Ogsaa Pub likum var ham , lige fra »Peder Paars« u d
kom, i høj Grad bevaagent. Naturligvis var der Folk, der
kunde k ritisere og skum le over en F o rfa tter, der saa uge
n ert skulde sige sin Mening om alle mulige Fo rho ld lige
fra den moderne Interesse for offentlige Fo rho ld (»det
politiske Kandestøberi«) og Universitetets O rdning til