HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn3Række

Holberg, Danmark og København

125

Hvad han mente om Betydningen af Nationalfølelse i

det hele og specielt en Nationalfølelse, der ytrede sig i

Selvgodhed og fjendtlige Følelser mod andre, h a r han

fo rta lt i en af sine Epistler (Nr. 119). Folk havde i hans

sidste Aar væ ret forargede over den ringe Interesse, han

viste sine Slægtninge i Norge; h an frem sæ tter da den

Anskuelse, at det, der berettiger til Kærlighed, ikke er

fælles Afstamning, men menneskelig værdifulde Egen

skaber; det, at Mennesker »er fabriqverede udi samme

Værksted«, som h an drastisk u d trykk er sig, hør i og for

sig ingen Betydning have. P aa samme Maade med Fæ d re

landskæ rlighed; heller ikke her bør det være fælles Af

stamning, men menneskelige Dyder, der binder Folk

sammen. Ja, i det Øjeblik, Fæd relandskæ rligheden bliver

»outreret« og gør »Skaar udi den alm indelige Kiærlig-

heds Pligt mod

alle

Mennesker«, bliver den »forvandlet

til en Last«. Det er ikke en partiku laristisk norsk N a

tionalfølelse, her prædikes, men det

18.

Menneskelighed.

Udslag af samme Uvilje mod national P artiku larism e

er hans Holdning p aa 2 Om raader, hvo rpaa senere T ider

lagde særlig Vægt som Udtryk for Nationalfølelsen: Kæ r

ligheden til H jem landets Sprog og dets Natur. I Holbergs

tidligste Skrifter forekommer der en Del Norvagismer;

men det er saa langt fra, at han dy rker dem og betrag ter

dem som en P ryd , at han bevidst ud rydder dem i senere

Udgaver. Det, han ønskede, var Ensartethed og Fasthed,

i Sprog og Betskrivning ligesom i Styrelse og Religion;

ikke Udvikling af »separatistiske« E jendommeligheder.

Heller ikke for Norges N atur havde h an nogen Sans eller

Kærlighed. Bjerglandets Barskhed var ham , som hele T i

den, en Gru. H an elskede som den det smilende, fru g t

bare, veldyrkede Landskab ; derfor befand t han sig vel i

Voss. D anm arks N atu r var ogsaa efter hans Sind. Fø rst

F ø rrom an tiken fik Sans for den vilde Natur.