328 / 557
3 1 6
Flemming Dahl
uendelige m ellem rum viser tegn på liv. E t sådan t u d
b rud av lidenskab vækker kæ rligheden til Grønland d. 16.
maj 1879. »Kølig og k lar, fornem , fin, med et visst præg
av m imosens »noli me tangere!« står
Carl Georg Andræ
som den store ener i D anm arks nyere politiske historie,
stærk og stejl som det ensomme fjæld, som M atterhorn
b land t de Alper, h an elskede så højt. Dog dybt i bjærgets
indre flammede, hvad tinget h in m ajdag fattede og følte,
vulkanens ild«1).
Imod ovenstående skildring av C. G.
And ræ ’s
u d v ik
ling og det endelige re su ltat av denne vil m an muligvis
indvende, at den overvejende bygger p å fo rfatteren s eget
syn på de foreliggende kendsgæ rninger, på sine steder
m åske snarest — e silentio — på savnet herav, i m ind re
g rad på en rationel bevisførelse.' E n sådan k an dog, e f
te r sagens n a tu r, hverken fo rd res eller frem sættes.
Grebet ud av lu ften tu rd e m in a r b e j d s h y p o t e s e
dog næppe være. Den hviler dels på talrige ud talelser av
Andræ selv, bevarede i den Heiberg-K rieger’ske brevveks
ling, dels på fru Heiberg’s egne let tilslørede b e tra g tn in
ger, der finder en bekræ ftelse i visse vendinger i hans
breve til hende. Den underbygges i ikke ringe grad ved
fru Andræ ’s um iskendelige uvilje imod fru Heiberg og
dennes halv t overlegne, h alv t m edlidende avfærdigelse
av vennens »Livsledsagerinde«. Den vinder i sandsyn lig
hed, n å r m an vejer den uendelig nøgterne, ja kølige tone
i de to ægtefællers breve til h in and en mod den om sorgs
fulde kæ rlighed til moderen, der lyser ud av hver linje i
Andræ ’s breve. E ller n å r m an erind rer, hvo r fu ld stæ n
digt Hansine Andræ ’s udførlige dagbøger tier med h e n
syn til spørgsm ålet om m and og h u stru s re n t m enneske
lige betydning fo r hinanden . Endv idere finder fo rfa tte
rens teori en ikke uvæsentlig støtte i Pou l Andræ ’s snart
*)
Flemm ing Dahl:
»Andræ og Østgrønland«, s. 15—16; sml. »Dagens
Nyheder« 17. maj 1879.