325 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
3 1 3
Tlii sådan ligger landet. Den skarpsindige statsm and,
hvis sjæ ldne k larb lik oftest ævnede at se sikkert gennem
frem tidens tågeslør, og som i regelen længe før nogen a n
den varslede det optrækkende uvejr, nøjedes med ved sin
skånselsløse k ritik at jævne sine modstanderes væ rker
med jorden, men nægtede bestandig — (1858, 1863—64,
1865—66, 1870, 1874— 75) — selv at vise sine landsmænd
m ål og vej. »Min Tid er endnu ikke kommen«, blev
hans m undheld ; men ø n s k e d e h a n e g e n t l i g , a t
d e n s k u l d e k o m m e ? H an vilde »hverken lede eller
lade sig lede«, ikke m ere »gjøre Gavn«, d. v. s. overtage det
politiske fø rerskab herhjemm e. Med S trindberg kunde
h an have sagt:
» H e r r i v s f o r a tt få lu f t o c h l j u s ;
å r k a n s k e ic k e d e t t i l l r å c k l i g t ? «
Ikke efter fru Heiberg’s og Krieger’s mening, n å r talen
er om statskunsten. Oprindelig vel næppe heller efter
Andræ ’s; thi med alle sit væsens anlæg for kold og k lar
skepsis, for skarp og uskånsom k ritik er h an oprindelig
en positiv, en p roduk tiv n atu r. Det viser hans lovarbej
der, det viser hans epokegørende geodætiske hovedvæ rk
»Den danske Gradmaaling« (I— IV, 1867—84). Det viser
han s livslange betydn ingsfu lde indsats til fordel for hæ
rens og embedsstandens tarv, hans gentagne, overlegent
dygtige fo rsva r for forholdstalsvalgm åden — også under
and re fo rm e r end hans egen — , fø rt udelukkende for
sagens skyld, ikke av prestigehensyn. Det viser endelig
hans baneb rydende — fo r Haagprocessens ud fald (1933)
ikke uvæsentlige — k rav om en ud fo rskn ing av Østgrøn-
land som indledning til en dansk kolonisation av dette
gamle danske ud land (1879—80).
Og dog bliver landstingets »grand old man« i sine æ l
ikke gribe Roret, men det gaaer med ham som med Coquetterne; de
ville fastholde alle Mulighederne; men Virkeligheden, Giftermaalet —
Nei tak.«