321 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
3 0 9
av sin egen h u s tru og av fru Heiberg, der fo r en gangs
skyld — i fælles h ad til Louise Rasmussen’s indflydelse
— er enige om at modvirke grevinden.
Hverken i indre eller ydre politik spores nogen som
helst tvivl eller vaklen i Andræ ’s offentlige frem træden.
Han er på eengang og helt m atem atiker og m ilitær. E t
hvert problem , de forviklede fo rho ld stiller ham , tænkes
til bunds, og den enkle — oftest eneste — løsning, hans
skarpe fo rstand finder eller form er, fø rer hans faste vilje
dristigt frem , igennem. Inden fo r regeringen står
Andræ
ubestrid t som »la tête la plus forte et la volonté la plus
ferme«. Han ser målet, h an ejer m idlerne. Trods en viss
mangel på psykologisk sans går h an dæ rfor i disse å r fra
sejr til sejr. I fæ llesforfatningen av 2. oktober 1855 med
dens sindrigt ud tæ nk te eetkamm errigsråd, en konserva
tiv fo rfatn ing , men en født mesters helstøbte værk, sæ tter
h an sig sit første monum ent, i sin geniale opfindelse av
fo rholdstalsvalgm åden (1855) et andet og uforgængeligt.
Bægge love tvinger h an igennem. Ved konciperingen på
tom and shånd hos P. G. Bang med et spøgende vaudeville
citat fo r at forsone Bang med den totale kassation av
dennes eget forslag. I m in isterrådet ved en blanding av
hensynsløs fasthed og delvis elskværdig ironi. I det k o n
gevalgte rig sråd under pres av en »temporiserende«, men
ubønhørlig autoritet, smældet av »F irehestepidsken«, for
at tale Andræ ’sk. En selvfølge er det, at han , både ved sin
viljestyrke og sin fag- og sagkundskab , holder adm in i
strationen av m onarkiets finanssty re sikkert i sin hånd.
En selvherskernatu r, der i k ra ft av sin overlegne in telli
gens som regel veed alt bedre, dæ rfo r heller ingen sm i
dig politisk studepranger, som ængsteligt skeler til hø jre
eller venstre — således tegner Andræ i disse å r sin egen
sk a rp t skårne profil.
Over fo r slesvigholstenerne, de tyske storm agter, det
neu trale ud land stå r h an fast på fæ llesforfatningen, og