319 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
3 0 7
i A ndræ ’s ulykkelige hjem liv — »Og sligt kaldes Æ gte
skab!« — dels i visse m edfødte natu ran læg , som under
en ugunstig stjæ rne m ere og mere h a r vundet overhånd
over alt det lyse og gode i hans væsen, det, der altid
havde jublet hende i møde. Allerede i et brev av 8. okto
ber 1863 er hu n nået til dette resu ltat: »Det bedrøver mig
i G runden saa meget at tænke p aa Andræ. H an m angler
Solvarme, sagde han s Moder; h u n meente i han s Om
givelse, men desværre, h an m ang ler den Solvarme, som
ku n k an udgaae fra et Menneskes inderste Sjæl«.
Vi er h e r nået ind til sagens kæ rne. Og efter i det fo re
gående at have udv ik let og beg rundet denne avhandlings
f ø r s t e hovedtliesis: at Andræ hele sit liv bevarede sin
ungdom s kæ rlighed til Johanne Luise Heiberg, hvo rfo r
h an s ægteskab m åtte blive og blev ulykkeligt, vender vi os
nu til den a n d e n , som natu rlig t bygges på ovenfrem-
satte antagelse. Det er påstanden om, at vi i den varige
dybe splittelse, som Andræ ’s ulykkelige dobbeltliv m el
lem kæ rlighed og pligt nødvendigvis m åtte frem bringe i
dette pligtm enneskes inderste, m å se en hovedgrund, ja,
m åske den avgørende g rund til, at den store statsm and
svigtede i de fo r D anm ark allermest skæbnesvangre ø je
blikke. E r overhovedet nogen anden udtømm ende b e
grundet fo rk la ring mulig? At der i alle tilfælde består
en hø jst ejendommelig paralleludvikling i Andræ ’s p e r
sonlige og politiske skæbne, vil vanskeligt kunne nægtes.
Man kalde dette et tilfæ ldigt samm entræ f i tid — p e r
sonlig m å jeg hævde, at overensstemmelsen bero r på
et årsagsforho ld .
Som pu ru n g h a r Andræ svæ rmet fo r den fran ske revo
lution; det er den, h a n h a r avvundet sine politiske idealer,
sin kæ rlighed til frihed og lighed, men efterhånden nåer
h an til overbevisningen om, at den landsfaderlige d a n
ske enevælde i virkeligheden — vel ikke i teorien, men
dæ rimod i p raksis — selv for længst havde realiseret de
20