315 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
3 0 3
han s ridderlighed og tro fasthed , hilser hu n i h am en av
de ældste og »ædleste Venner, hun h a r mødt i sit lange
Liv«. Hans venskab h a r hu n altid været stolt av »fra den
første til den sidste Gang, vi taltes ved, altsaa i en a n ta
gelig Række Aar. Det gaaer med Venskabet, som med
Vinen, begge Dele stige i Værd Aar for Aar« (3. aug. 1882).
Han på sin side tilstår hende d. 6. ja n u a r 1880, at hendes
m an u sk rip t til bogen om P. A. Heiberg og Thom asine Gyl-
lembourg, ikke m indst skildringen av forholdet mellem
Duveyrier og fru Gyllembourg — en »sand Perle« —
»paa mange S teder h a r bevæget mig lang t mere, end jeg
kan udsige. At m in Beundring fo r Dem kunde voxe, h a r
jeg h id til b etrag tet som umuligt, men m aa dog nu in d
rømme, at det Utrolige virkeligt er skeet«. Tung t vejer
disse o rd i den m ands mund, der d. 11. december 1856
havde skrevet: »Tillad mig im id lertid at stole paa, at De
selv k jend e r mig for længe og for godt til ikke fu ldkom
men at fo rstaae mig, sk jønd t jeg ligesaalidt idag som no
gensinde tidligere er istand til at finde de rette Ord og
derfo r helst tier stille«.
I fru Heiberg’s enkebo sidder da de to alene med h in
anden og d rø fte r gammelt og nyt. Ingen pauser lamm er
deres sam tale, ingen »forfærdelige Bomme« skiller de
to venners veje. Men tiderne h a r skiftet: I de unge å r
var h u n en andens hu stru , nu er h an en andens mand,
bundet til en kvinde, som h u n altid h a r betragtet
Tillad nu ogsaa mig at gribe denne Lejlighed til at bringe Dem mine
varmeste Lykønskninger for den 22de, hvor De selv vil overskride
denne mærkelige Grændselinie. H a l v f j e r d s i n d s t y v e A a r !
Det stemmer mig ganske høitideligt, hver Gang jeg mindes at have
fyldt dem, men hver Gang mindes jeg ogsaa, hvor uendeligt meget
jeg gjennem denne lange Aarrække skylder Dem, og hvor oprigtigt
jeg stedse bør være
Deres inderligt hengivne og taknemmelige
C.
A n d r æ
.«