311 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
2 9 9
tra f mig; jeg var i Theatret«. E ller med kom isk ironi:
»jeg h a r været saa utrolig godhjertet — th i h an fo rtjener
det ikke — at indbyde Andræ til at spise e n e med mig.
E r det ikke peent? H an komm er og vil fo rhaaben tlig have
det efter Ønske, nem lig g a n s k e e n e H a n e i K u r
v e n . Leve Egoismen!« Men hu n føjer h am alligevel, in
derst inde både glad og stolt over hans tro faste tilbedelse:
»Han er jo ku n glad, n a a r jeg er ene, og derfor benytter
jeg Dagens Eensomhed til ham«, eller: »saaledes vil han
jo have det, og som sædvanlig var h an livlig og elskvæ r
dig«1). Det blev så a t sige en stiltiende selvfølgelighed,
at n å r Andræ kom på besøg, tra k and re gæster sig ta k t
fu ld t tilbage. Da således f. eks. Johannes S teenstrup en
gang var på visit hos fru Heiberg, blev geheimeråden
mældt, og husets frue præ senterede da S teenstrup for
Andræ, hvo rpå h u n venligt gav h am hånden, og han
gik2) .
I denne ramm e, som
Johanne Luise Heiberg
således
ra k te ham , stillede
C. G. Andræ
sit eget billede, trods alt
m åske det, der ligner h am bedst, formodentlig det, h an
selv helst vilde kendes ved, i hvert fald det eneste, h an
ønskede, at h u n, den eneste, skulde gemme. Og h u n fo r
varede det tro fa st — med lys og skygge — i sit sind, i
sine breve og i sin selvbiografi. Lyslevende ser vi ham
fo r os, et m enneske med fo rtrin og fejl, en m and, hvem
å r og skæbne h a r gjort ensom og bitter, men trods alt
en personlighed av fo rm at, ikke blot en stor m and, men
9 Breve av 13. maj 1869, 26. juli 1876, 12. juni 1872 og 7. juni 1869,
trykt i »Johanne Luise Heiberg og Andreas Frederik Krieger. En Sam
ling Breve 1860—89«, II, s. 80, 275, 137 og 90. — For enhver, som har
levet sig ind i det nationalliberale tidehvervs historie — det,
G o l d -
s c h m i d t
i »Hjemløs« har karakteriseret og karikeret —, må det stå
som forbavsende, at
N e i i e n d a m
(anf. skrift, s. 90 f.) kan frakende fru
Heiberg’s breve til Krieger nogen særlig politisk-historisk værdi. Et
sådant værd besidder de ganske avgjort, hvad ikke mindst skildringen
av Andræ lærer os.
2) Brev fra Joh. Steenstrup til forfatteren 3. nov. 1933.