312 / 557
3 0 0
Flemming Dahl
også et stort m enneske1) . Her møder vi ikke blot igen
den charm erende unge selskabsm and, der som få m estrer
anekdoten, så hverken biom stændigheder eller pointe går
tabt, ikke blot hans hum oristiske talent fo r på skuesp il
lervis, men overvejende godmodigt, at tale og agere som
de fælles fjæ rnere bekendte — Bille og Monrad f. eks.
— aldrig som deres fælles venner, aldrig som Hall, Vedel,
Martensen, Krieger! Her træ ffe r vi også den Andræ,
som i en lidenskabeligt bevæget ordveksel om det elskede
fædrelands fortvivlede stilling fuldstændig glemmer den
h am rende m igræne, der i lians hjem ødelægger dagene
fo r ham . Den Andræ, som med åbent sind og h jæ rte vil
ligt går ind i en drøftelse ikke blot av kun st og litteratu r,
av politik, krig, skandinavism e, men også av tilværelsens
dybeste spørgsmål, — hvad h an aldrig und te nogen B ir
kedal — , venskab, kæ rlighed, den personlige udødelighed.
Av og til sæ tter h u n h am m at; hendes store intuitive b e
gavelse rumm ede også politisk instinkt, og hendes varme
fæd relandskæ rlighed lægger hende tit de rette ord på
læben. Hendes k ritik av Andræ ’s taler er stundom ikke
uberettiget.
*) I sine »Personlige. Oplevelser«, I (1890), s. 6—7 drager
V i l h e l m
B i r k e d a l
denne sondring cg modstiller som eksempler henholdsvis sine
barndomsvenner C. G. Andræ og præsten Peter Dorph. Over for denne,
som »i det Dybeste, i Karakterens Renhed og Adel, langt overgik mig
og ham ..«, falder
A n d r æ
forsmædeligt igennem. Blot skade, at den
kritiske læser ikke kan frigøre sig for to irriterende betragtninger.
Dels den, at denne sammenligning — tilligemed de efterfølgende an
greb på Andræ’s »Radikalisme«, ufolkelighed og gudløshed — næppe
nogen sinde vilde være blevet opstillet, hvis ikke Andræ i modnere år
havde trukket sig helt tilbage fra Birkedal — en halv indrømmelse herav
foreligger vel endda i dennes bekendelsesdigt »Den første Ven« (1863).
Dels den betragtning, at man hos Birkedal sporer en dulgt trang til,
da han ikke selv som Andræ er blevet nogen »stor Mand«, til gengæld
at stille sit livs præmisser op på en sådan måde, at den velvillige be
dømmer uvilkårligt vil konkludere: »Jamen Birkedal er jo selv et »stort
Menneske«, og det »er uendelig mere end at være en »stor Mand««.