309 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
2 9 7
I alm indelighed vogtede h an dog over sine sønner, selv i
disses voksne år, som »en Høne med Ællinger«, medens
han s frue næ rm est lo ad hans overdrevne ængstelighed.
Og dog var — ved siden av politikken — kæ rligheden til
børnene deres samlivs eneste store fællesinteresse; i øvrigt
gik de hver sine veje.
I denne knugende følelse av sjælelig ensomhed, som
Andræ
vel selv tu rd e bære en god del av skylden for, er
det da, at han, fo r dog at avvinde livet et visst m ål av
lykke, søger glemsel og glæde hos sin første — og sid
ste — kæ rlighed. I en viss indbyrdes skinsyge undgår
de to næ re venner
Andræ
og
Krieger,
så vidt muligt, at
træ ffes hos
fru Heiberg,
og Andræ vælger til sine uan-
mældte besøg i Rosenvænget netop med forkæ rlighed de
onsdagaftener, da Krieger ved et spilleparti — visstnok
hos Vedel’s — var fo rh ind ret i selv at avlægge visit. Vi
læser av såvel den Andræ -H eiberg’ske som den Krieger -
Heiberg’ske brevveksling, hvo r overordentlig hyppige
Andræ ’s onsdagsbesøg h a r været, hører, hvo rdan han
dog gentagende h a r m åttet gå h jem med u fo rrettet
æ rinde, og omvendt, hvo rdan fru Heiberg stundom fo r
gæves h a r ventet ham . Morsomt k linger 15. november
1872 hendes spydige hib: »Andræ var ikke hos mig i Ons
dags; hvo r kunde De [Krieger] tro, at h an vovede sig ud
i et saad an t Veier«. Den samme erfaring om den dristige
tindebestigers angst for at blive gennemblødt havde for
resten allerede Hall gjort under et skyb rud på Vierwald-
ståttersøen 1854, i øvrigt en av de ikke få scener, hvor,
for a t tale spøgende, Andræ m inder en om en sart, men
ædel racekat, medens vi i Hall møder en solid og b rav
dansk hund.
På sine aftenv isitter kom Andræ i regelen sent, og det
blev oftest silde (over m idnat), inden h an gik, stundom
for sent fo r fru Heiberg, som var h en ry k t over han s b e
søg, men gærne havde set dem hen lag t til et noget tid