305 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
2 9 3
personlige tilfredsstillelse 25. m arts 1856 at betro sin dag
bog fru Augusta Marie H a lls hård e og ubillige dom »om
det ulykkelige Huus, som de nu havde hos Heibergs, hv il
ket hun sagde var en retfæ rdig S traf for den Egoisme, de
i alle Forho ld havde viist. Venskab og virkelig sund og
sand Følelse havde de aldrig k jend t til, kun en pauvre
Form , som havde ihjelslaaet det Naturlige«1). I sin sk il
dring av teaterstriden følger hun en mellemvej, og h e r
med stemm er det såre godt, at Heiberg og hans frue var
alt andet end tilfredse med Andræ ’s passive holdning i
den Hall-H eiberg’ske konflikt.
Men årene gik, og forholdet mellem m and og hu stru
kølnedes stedse mere. En større udenlandsrejse fra ok to
ber 1870 til juli 1871 bragte kun fam ilien ringe glæde.
Betegnende tu rde det dog være, at allerede langt tidligere
h a r fru Andræ resigneret. E fter broderens død d. 20. juli
1859, der var et frygteligt slag fo r Hansine Andræ, aner
hun i en drøm sin egen um iddelbart forestående bortgang
og føler dæ rfo r trang til at sige sine sønner tak fo r al
deres kæ rlighed imod hende. Denne tro på en snarlig død
vokser sig stedse fastere og fastere hos hende; hun »er
i den senere Tid meget nerveus og hypochonder; skal det
vedvare, er m an jo kun sig selv og Andre til Byrde«; men
»naar jeg tæ nker paa den [døden], er m in største Bekym
ring altid den Sorg, som m ine elskede kjæ re Drenge
ville føle«. Rørende tilføjer hun : »De m aa holde desmere
af h inanden og desmere af Fader«. Og gribende taler i al
sin ædle simpelhed hendes sidste vilje fra dagbogens sidste
bad; hun havde da foræret ham »et smukt lille Kompas i Pretentions-
form« (sst., s. 82). Sådanne gaver opbevarede Andræ med største omhu.
»Endnu i sit 80de Aar heftede [han] sine Gardiner sammen med den
samme Naal, som han i sine Lieutenantsaar havde faaet af Fru Hei
berg til dette Brug« — efter Poul Andræ’s opfattelse nærmest et bevis
for Andræ’s ordenssans ((!) »C. G. Andræ«, I, s. 43).
9 »Dagbøger«, II, s. 14.