302 / 557
2 9 0
Flemming Dahl
i ringe grad i sin hu stru ; dog delte hun han s interesse
for historien. Hendes hengivelse i m usikken, som Poul
Andræ så sm ukt h a r skildret os, var sikkert ægte nok,
men nogen stø rre æstetisk nydelse h a r det næppe været
fo r hendes m and, i hvis øren den »guddommelige« Grisi’s
toner altid lød, at høre hende med sin spinkle stemme
synge »Det gamle Træ , o lad det staa«. Alt fo r grelt m åtte
h an mindes, at »die schdnen Tage in Aranjuez sind nun
zu Ende«.
F ø rst og fremm est var det dog vel en kvinde og en
kvindes kærlighed, Andræ havde attrået. Men netop her
slog hans h u stru ikke til. I modsætning til sin m and , der,
—-h an endda over fire å r æ ldre end hun — selv i sin høje
alder — »malgré mes quatre-v ingt ans« — såe ud, »som
da han var 22-aarig L ieutenant«, ældedes hun fø r tiden.
Allerede som yngre blev hun underlig t bleg, blodløs, vis
sen, gammel, muligvis fo r en del en nedarvet Schack’sk
fam ilieejendommelighed; m åske vil det erindres, at ved
hendes hø jt begavede broders død 39 å r gammel (1859)
form åede de tyske læger ikke at fastslå nogen anden
dødsårsag end alderdom og udslid thed1). Ondt, men in
genlunde ueffent kunde fru Heiberg 19. jun i 1864 — i
sin livfulde skildring av skov tu ren til »Fileværket«, hvor
hun for at skåne Andræ fo r stikp iller fra fruens side
»pænt og delikat« forsvinder fra skuepladsen — skrive
til Krieger: »Herre Gud! Nu seer jo F ru Andræ ud, som
om h u n var Mandens Bedstemoder. S takkels Andræ! »men
hvad F anden vilde du p aa den Galei!« . . . .«
Ungdom og skønhed, ånd, elskov, alt det, Andræ som
ung havde higet efter, alt dette skulde han ikke møde i
sit ægteskab. Hans frue manglede, synes det, næsten g an
ske ynde, charme, glød — imellem m and og hu stru
sprang ingen elektrisk gnist, ak, dæ r fødtes intet fo ru n d e r
ligt, intet vidunderligt! Og efterhånden gik det da også
*) Vald. Vedel i »Dansk biografisk Lexikon«, XV (1901), s. 33.