299 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
287
Stine Andræ
— som i øvrigt tog bo hos det unge p a r —
og såre velset i fam ilien Schack. I kusinernes fortroligt-
glade kreds, der flokkedes om den charm erende unge
kap tajn , hvem alle kappedes om at forkæle, færdedes
Andræ hjemm evant, næppe ganske ufølsom for de unge
pigers hyldest. Til at begynde med droges han måske
snarest mod den om tren t jævnaldrende
Marie
(1814—88,
gift 1845 m ed pædagogen Kristen Rovsing), en levende
og k ra ftfu ld Personlighed; men det blev den yngre søster,
Hansine,
h an h jem fø rte som sin brud.
Uden nogen dybere tilbøjelighed, endsige kærlighed,
m indst av alt lidenskab glider Andræ da ligesom med
strømm en ind i et ægteskab, der, n å r han dog ikke kunde
vinde den eneste, han elskede, vel kunde være lige så
godt som ethvert andet, og, n å r m an som han nu engang
— sin smule kun stneriske bohémeanlæg til trods — dog
var et ordens- og pligtmenneske, fo r så vidt endog m åtte
synes ham bedre end de fleste andre, idet det ikke ved
at føre noget ny t og fremm ed element ind i hans indre liv
kunde bringe nogen avgørende forstyrrelse i hans daglige
cirkler. At hans ægteskab v a r en flugt fra rom antikkens
blå længsler og gyldne drømme, en lænsen fo r nødflag i
læ bag fy r og mole, »ind i en luun, rolig og hyggelig T il
værelse«, kan ikke være nogen tvivl underkastet. Selv-
um iddelbart efter bry llupet fo rm å r hans lyriske vinge
fang — end ikke over fo r hans nærmeste ven Læssøe —
at bære ham højere end til følgende bekendelse: »Et
Pebersvendeliv synes mig tommere end nogensinde, og
jeg er kisteglad over godt og vel at være sluppen ud af
det«1). Men vi tø r da forudsæ tte, at dette giftermål, der
fo r Andræ ’s vedkomm ende betegner en gåen på akko rd
med idealerne, h a r b rag t ham en viss huslig tilfredshed
og arbejdsro, den »halve« eller, om m an vil, den »lille«
lykke. Der skulde da også gå endnu adskillige år, inden
l )
Brev til Læssøe 12. dec. 1842, anf. skrift, IV, s. 65.