294 / 557
282
Flemming Dahl
noksom om hans betagelse. I sine drømm e om Johanne
Luise jævnstillede h an de to kun stnerinder, ligesom han
på sine ældre dage på sin dagligstuevæg kun tålte to p o r
træ tter, Grisi’s og fru Heiberg’s. Og var h jæ rtet end Jo
hanne Luise’s, ønskede h an dog, som tidligere nævnt, at
hans hjem lige ideal av den beundrede Grisi skulde lære
og tilegne sig dennes fo rtrin.
In tet under, at det for Andræ m åtte blive en av livets
største og rigeste oplevelser, da han i sommeren 1836 i
selve Paris i selskab med selveste fru Heiberg gang på
gang kunde hengive sig til glæden over Grisi’s gyldne
røst. Og til nydelsen av den lige så »guddommelige«
Fanny E lszleFs
bacchan tiske dans, som Andræ for øvrigt
satte hø jt over Taglioni’s klassiske plastik. »Som om det
Uforlignelige lod sig sammenligne«, hø re r vi fru Heiberg
sige, og Poul Andræ er ganske k la r over, at Johanne Luise
på dette p u nk t h a r stræbt at retlede sin vens sm ags
domme. Helt sikkert er dette dog ikke, og Andræ ’s selv
stændige værdsættelse h a r i hvert fald tvunget fru Hei
berg til over fo r sig selv at gøre sig næ rm ere rede for sin
egen vu rdering av de to danserinders forskelligartede
kunst; den nuvæ rende fo rm fo r k arak teristikk en i »Et
Liv« er næppe den oprindelige. Det være, som det vil.
Fo r Andræ smæltede, synes det, den »Affekt«, hvori han
sattes av F anny Elszler — »en Bakkantinde, deilig, be
rusende, gjennem trængt af gratieus Sanselighed, aandrig,
med et sk jønt jord isk Legeme, fuld a f Liv og en Mimik,
hvis Tydelighed'og Bestem thed m an skal lede efter«1), —
sammen med de halv t uvirkelige rosendrømme, der stedse
omsvævede Johanne Luise’s skikkelse. Men k o rt efter lod
fru Heiberg ham ene tilbage i Paris, og m id t i den nu
dobbelt tunge ensomhed, m idt i alt savnet er det da, som
om det fo r første gang et øjeblik går op fo r ham , hvor
*)
J o h a n n e L u i s e H e i b e r g :
»Et Liv, gjenoplevet i Erindringen«, I,
s. 347 f.
1