289 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
2 7 7
fessor Nic. Chr. Møhl’s selvmord (1830); men uendelig
fristende er det i skildringen av F red e rik ’s håbløse fo r
elskelse i Marie tillige at se visse træk av Andræ ’s psy
kologi, således som de, digterisk forstærkede, m åtte tage
sig ud fo r Heiberg’s blik. I hvert fald kunde han med
grund sige med Vilhelm:
»Beklag, Marie, den unge Mand!
Til dig har han sat sit Hjerte.
Jeg længe mærket har, at han
Led af forelsket Smerte.«
og m åske hø re svaret i Marie’s ord:
»Saa du troer, du lærer mig noget Nyt?
Jeg selv ei skulde det mærke?«
Ikke uden g rund var alle tre tilhø rere dybt grebne av
Heiberg’s oplæsning av »De Nygifte«, Andræ næppe den
m indst betagne.
I endnu højere grad end sin søn havde
fru Gyllem-
bourg
dog alle forudsæ tn inger fo r på dette felt at fo rstå
og tilgive alt. Sandsynligvis er det også hende, der først
h a r lanceret det ganske betegnende slagord, hvormed
snart en, sn a rt en anden i fam ilien Heiberg regelmæssigt
varslede den velsete gæsts aftenbesøg: »Heute komm t
gewiss Honoré«. Som væ rtinde fo r de franske em ig ran
ter, der i 1790’erne gik ud og ind i P. A. Heiberg’s hjem ,
havde Thom asine Heiberg været genstand fo r megen h y l
dest; b land t hendes kavallerer var »især Een, som paa
en paafaldende Maade gjorde hende sin Gour« . . . »en
ung begavet Mand, med alle de Egenskaber, som behøves
fo r at spille en E lskers m isundte Rolle. Hans Navn var
Duveyrier,
men han gik i D anm ark sædvanlig under
Navnet Honoré«1). Men fo r hans tilbedelse var, det veed
*)
J o h a n n e
L u i s e H e i b e r g :
»Peter Andreas Heiberg og Thomasine
Gyllembourg« (3. udg. 1883), s. 40(—43). Sml. Novellerne »Ægtestand«
og »To Tidsaldre«. Jfr. i øvrigt P. A. Heiberg’s »Erindringer af min
politiske, selskabelige og litterære Vandel i Frankrig« (Christiania
1830), s. 46 f.