288 / 557
2 7 6
Flemming Dahl
tvinger adjektivet den noget køligere form »vor kjæ re
Andræ«. Ikke til at om tviste er den oplevelsens lyse
glæde, hun endnu 23 å r efter genkalder sig ved m indet
om de unge års frie og lykkelige samvær, ubestridelig
hendes taknemm elighed over, at hun, til trods for, at hun
aldrig kunde blive Andræ ’s, dog — i modsæ tning vel til
mangen anden kvinde — igennem årene h a r bevaret sin
ridderligt tavse bejlers beundring, tilbedelse og hengiven
hed.
Thi h a r Andræ end næppe nogen sinde dengang ta lt til
hende om sin unge kærlighed, så h a r h an dog i hvert
fald ikke mægtet at skjule sine følelser fo r sin elskede.
Det var hende usigelig kært, men ikke noget nyt, da han
mange å r efter, da de to gamle venner en aften som så
ofte fø r sad ene sammen i hendes villa i Rosenvænget,
endelig besejrede sin »blufærdige Sky« og »aabenbarede«
hende, at netop deres datidige samvæ r havde væ ret »Lys
punk tet i han s Liv«. Det havde hun altid vidst — dog
ikke hun alene. Thi det er ikke blot — som det h edd e r i
sagaen — p å en kvindes øjne, m an kan se, om hu n elsker
en m and — både fru Gyllembourg og hendes søn havde
i den unge lø jtnan ts strålende blik tydeligt læst den svæ r
meriske Madonnatilbedelse, han viede sine drømmes
dronning. Overlegen, klog og fornem , som
Heiberg
var,
og selv fu ld av sympati fo r Andræ, såe han med et fin t
smil p å sin unge ven; men han kunde nok lide ved en
filosofisk eller natu rv idenskabelig diskussion at søge at
undd rage h am dam ernes selskab — i regelen dog uden
held! Og er det mon et blot og b a rt tilfælde, at han,
allerede to å r førend »Nye Digte« udkom (1841), 1839
valgte en aften, da alene Andræ v a r fjerdem and, til at
gøre kredsen bekendt med »De Nygifte«? At der i denne
skønne digtcyklus spores en tildragelse fra Heiberg’s b ry l
lupsrejse i Nordsjæ lland 1831, vides sikkert, ligesom det
formodes, at der også i digtet hentydes til den unge p ro