284 / 557
2 7 2
Flemming
D ahl
til overmål til stede. Det fine og fornemm e Heiberg’ske
hus, hvor enhver »maatte tage Søndagsklæder p aa og give
det Bedste af, hvad Aand og Dannelse havde erhvervet«,
åbnede sig helt fo r ham , det tog ham ind til sig og erob
rede ham fo r stedse. Han blev en daglig gæst i dette
hjem , hvor både Stoa og E p ik u r havde til huse, om v in
teren i Brogade på Christianshavn, om sommeren bl. a.
på »Eriksborg« ved Tårbæk. H an blev den kæ reste ven
i denne lille udsøgte og prøvede kreds, »aldrig fæ rre end
Gratierne, aldrig flere end Muserne«; selv gav han i yngre
år vel næ rm est U ran ia’s rolle, senere vilde han tillige have
kunnet repræ sen tere Kleio.
Til hver og een i det Heiberg’ske trekløver stod han i
gæld. Til
Thomasine Gyllembourg,
hvis fine og ejendom
melige personlighed og bevægede liv han om fattede med
så sto r en veneration, at han s stemme, endog n å r han
m ange å r efter m indedes hende, ham selv ubevidst uv il
k årlig t antog »noget blidt, ligesom languissant«, antog
fru Gyllembourg’s eget sagte og dæmpede tonefald. H en
des eksklusive små frokoster bered te ham en udsøgt n y
delse, og ingen kaffe m ålte sig med hendes: »chaud
comme l’enfer, noir comme le diable, doux comme
l’amour«.
Langt m ere kom h an dog til at skylde
Heiberg,
o p rin
delig hans læ rer i filosofi og litteratu r, nu hans fortrolige
omgangsfælle og ven, en glim rende væ rt i eet og alt —
ved m iddagen eller den champagneduftende »Dragon
punch« — en vækkende og æggende ånd i sam tale og d ig t
ning. Og skønt Andræ selv i højeste g rad v a r en original
og produk tiv natu r, der endog i denne kreds hævdede
sig stolt, m åtte dog de m ange års intense medleven i
dette liv, hvo r interessen fo r politik så avgjort m åtte
træde i skyggen fo r anden åndelig syssel, fo r dyrkelsen
av det menneskelige un d e r alle dets former, uundgåe
ligt præge hans egne syn og m eninger på varig vis. Ved