285 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
2 7 3
en bedømmelse av Andræ ’s personlighed m å da denne
avgørende forudsæ tning fo r hans udvikling aldrig tabes
av sigte.
Og dog blegner selv Joh an Ludvig Heiberg’s reale og
form ale indflydelse på Andræ i sammenligning med det
herredømm e, husets frue vandt over ham . Netop h u s
fruen, kvinden, mennesket, i m ind re grad kunstnerinden
Johanne Luise Heiberg.
Thi vel var Andræ, der selv 9 å r
gammel havde fo rfattet en »W ilhelm Tell«, i disse å r »en
stadig og passioneret Comediegænger« — »et stæ rkt Be
rø ringspunkt« mellem hende og ham — og en oprigtig,
om end ikke b lind beund rer av fru Heiberg’s levende og
rigt facetterede spil; men endnu langt m ere betagende —
i samm e grad ved sit yd re og ind re liv — forekom hun
ham i hjemmet. I det milieu, hvis strålende m id tpunk t
hun som ved en selvfølgelighed var blevet. Allermest fo r
tryllende dog, n å r h an selv som eneste udenforstående i
ungdommelig lykke tu rde se og lytte til sit hjæ rtes dame.
I hans øjne var hun ikke blot blændende, men oftest helt
igennem n atu rlig og dybt oprindelig, ja, langt mere h en
rivende, n å r hun, uden nogen som helst refleksion, gav
sig selv helt, gav med åbne hænder av al sin rigt be
gavede personlighed og sande og varme menneskelighed.
Vi m øder h e r et vidnesbyrd av en av vore skarpsindigste
begavelser — lad så være, at både h jæ rte og h jæ rne h a r
ledet den forelskede ynglings blik — , der synes i nogen
grad overset av hendes moderne biografer, som, utvivl
somt med urette, ikke tillægger hendes meninger, men
kun den måde, hun frem satte dem på, nogen synderlig
væ rdi1).
*) Når
R o b e r t N e i i e n d a m
i sin bog »Johanne Luise Heiberg«, s. 66,
hævder, at »under Fortryllelsens Bedrag troede derfor selv betydelige
Mænd, at hun'var en stor Aand«, tør man anse denne udtalelse, der heller
ikke stemmer helt med den »Genialitet«, han dog tillægger hende, for i
alt fald delvis fejlagtig. Med rette citerer han (efter
M a r i a D a h l
i »Dan-