286 / 557
2 7 4
Flemming Dahl
Men hvo rdan døm te nu de øvrige medspillende om den
nye ak tø r på denne lille intim e scene? I et brev til P. A.
Heiberg, dateret 11. nov. 1834, k a rak te rise re r
J. L. Hei
berg
Andræ på følgende m åde: ». . . . De tous les jeunes
gens que je connais ou que j ’ai connus, c’est le plus d i
stingué sous tous les rapports. Dans un âge aussi jeune
on peut dire q u ’il est déjà du nombre des savan[t]s; mais
ce ne sont pas seulement les sciences exactes qu ’il a cul
tivées; il a du génie et du goût, et il a également étudié
la litteratu re, la philosophie et la po litique
En tous
cas il ne m anquera pas de fa ire une ca rrière b rillan te
[Il viendra] à Paris, où tu seras charm é de le voir, car
il a, outre ses talen [t] s et ses connaissances, le caractère
et les m anières les plus aimables . . . ,«1).
Mindre blændende, menneskeligt m åske dog end mere
tiltræ kkende er det billede,
Johanne Luise Heiberg
i sit
»Liv« (I, s. 287—89) m ange å r senere tegner av vennen,
der av alle ansåes fo r den m est frem ragende [blandt de
unge hø jskoleofficerer (?)], av hans »fine, åndrige N a
tur«, han s »oplivende Conversation«, hans elskværdige og
u tvungne væsen. »Det var sm uk t at se Heiberg som den
ældre, modne Mand, underho lde sig med denne yngre
som med en Jevnaldrende, og igjen at se den unge udtale
ske Studier« 1916, s. 165 f.) to interessante udenlandske domme om fru
Heiberg. Dels den fremragende svenske sprogforsker
J . E . R i e t z ’
(1841):
»Den förträffliga skådespelarskan förswarade sin satts [ang. monologens
væsen] väl, karakteriserade det episka, lyriska och dramatiska elemen
tet väl och talade så, att jag forwånades«. Dels den tyske historiker
K a r l H e g e l ’s
(1843): »Was war das aber auch für ein liebreizendes
Wesen! So einfach und natürlich, geistvoll und bezaubernd in Blick,
Miene, Stimme, und dabei anspruchslos, häuslich und ganz -weiblich«.
Også i
P e t e r J o n a s C o l l e t :
»Studenteraar. Oplevelser og Refleksioner 1831
—38«, udg. av Leiv Amundsen (Oslo 1934), skildres en aften hos Hei-
berg’s, og her nævnes Andræ udtrykkeligt som nærværende (meddelt
mig av dr. theol. Skat Arildsen).
J) »Breve fra og til Johan Ludvig Heiberg« (1862), s. 156—57.