292 / 557
2 8 0
Flemming Dahl
indvende, at hun dog et enkelt sted kalder Heiberg »min
elskede Mand«, og at hun, som av Neiiendam u n d e rstre
get, til trods for sin avsky fo r et ægteskabeligt »åndeligt
eller legemligt Negligé« dog delte soveværelse med sin
husbond. Man indvende, at hun h a r været betaget av den
ridderlige, men åndeligt langt ringere Michael W iehe’s
tavst d rømm ende skum ringsfysiognom i og stille »lotus-
blom stnatur«, og at hun rev sine hæ nder til blods på den
k ristto rn sk ran s, hun b and t til han s kiste. Sandheden
tu rd e dog være den, at hun gav scenen og livet dæ r sin
dybeste kæ rlighed og al sin erotik, den, der udstrålede fra
hendes væsen og lå i luften over hendes vej. Ikke for
intet kunde hun, n å r hun skulde forestille en m and, i
den grad selvforglemmende gøre sig til eet med sin rolle,
at hun efter tæppets fald, ligesom betaget av en sanserus,
kunde kysse og kæ rtegne sin kvindelige medspiller. Det
være da m ere eller m indre, hun h a r følt sig d raget mod
den »bedårende« unge Andræ — hendes betagelse av ham
h a r sikkert været en fin og sværmerisk forelskelse, der
i øvrigt senere, helt op gennem årene, fo rlener også h en
des venskab fo r ham med en egen farve, sty rke og ynde.
Om andet end et ren t p latonisk sjælsmøde, let og skønt
som duggtindrende flyvende sommer, h a r der da aldrig
væ ret tale fra hendes side, og å r igennem h a r dette fine
og funklende tryllespind også været ham nok. I ungdom
melig lykke kappedes h an med Heiberg om at holde en
laverestående omverden — og mulige m edbejlere til J o
h ann e Luise’s gunst! — ude fra h jemm et på Ch ristians
havn. Hun havde i sandhed »faaet to strenge H e rrer iste-
detfor en«, th i i åbenlys alliance vendte hendes m and og
hendes ven sig imod m ange av hendes kåde og glade
flyvetanker. Længe inden krigs- og krisetiders »Ersatz«-
tilværelse opstod som et su rrogat for ballets m un tre sam
vær under dansen — det, hverken Heiberg eller Andræ
vilde vide Johanne Luise ude i — begrebet de Heiberg’ske