296 / 557
2 8 4
Flemming Dahl
ger«. Og m id t i Alpernes herlighed mødte han da d. 12.
jun i 1838 på Montanvert
Mélanie Débenesse
og forelskede
sig stormende i hende. Ved sin ungdom , sin skønhed og
ynde, »ved sin fo r en fran sk Dame næsten ubegribelige
Dannelse, p a rre t med saa stor Smag, saa stor F o rd rin g s
løshed og en saa uskyldig og henrivende Naivitet og
Barnlighed«, fortryllede den pu runge strasbourgerinde
ham ganske, og da hun med »den yndigste og klangfulde-
ste Stemme sang Alt, hvad jeg ønskede af italiensk Opera-
musik, voxede«, som han s h jæ rtesuk lyder, »min H en ryk
kelse p aa en høist betænkelig Maade«. I fremmedbogen
finder h an hendes navn, — »det harmon iske, aldrig før
hø rte Mélanie, og det skrevet med hendes egen skjønne
Haand«, afsk river det i sin tegnebog og tilfø jer bevæget:
»Oui, c ’est toi, toi qu’avant d’a vo ir vu ton visage,
Dans mes rêves d ’enfant, j ’em brassai en im age!«
Dæ refter følger et kort, men lykkeligt sam væ r på vejen
fra Lausanne til F ribou rg1), døgnfluens liv,
»et flim rende, flygtigt minut,
St. Hans-orm ens funklende flammen.«
Så sluktes også dette glimt av lys — Andræ skiltes fra
den eneste kvinde, der — som yngre søster både til Giulia
Grisi og Johanne Luise — muligvis vilde have fo rm ået
at drage den elverskudte ud av den dejlige fristerindes
farlige tryllering og dærved givet hans liv og gærning
en anden og lykkeligere form . Nu rejste han alene videre
til København, rigere på erfaring, fattigere på håb. Troen
på den svigtende lykke, som i Paris var blevet så levende
i hans sjæl, vinder m ere og mere overhånd hos ham .
Snart efter er han a tte r hjemme. Også h jemm e i B ro
gade. Og påny sv irrer sommerfuglen mod lampen, igen
flag rer fuglen mod tremm erne i det forgyldte bur. Og
han er dog en mand, en m and av mere end alm indeligt
’)
P . A n d r æ :
»C. G. Andræ«, III, s. 88—89.