297 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
28 5
m ål både i ævner og vilje! Vi ser da, at vejret i disse år
veksler mellem storm og sol, at en strid og farlig april,
på trods av alle naturlove, er fulgt oven på en solblå,
syrénduftende maj. Navnlig i årene 1840— 41 er Andræ
langt nede, hans sjæl i op rø r som et k ra te r i kog1). Men
med al sin yd re selvbeherskelse er Andræ dog endnu m ile
vidt fra at være den isnende kolde og strænge eneboer,
hvis billede er gået over i historien.
Forgæves dog, at han, som den store Schillerkender
han er, n å r han gør op med sig selv, samm enstiller en
berøm t sentens fra »Wallenstein«:
»Es w ar ein Zufall — Es gibt keinen Zufall!«
med et citat fra »Jungfrau«:
»Es w ar kein Irrthum , eine Schickung w a r’s!«
Forgæves, at han, »nedstyrtet fra alle sine Himle«,
med Don Carlos føler, at ». . . . Liebe
kenn t der allein, der ohne Hoff nung liebt.«
Nu først fo rstå r han, hvad han for sin egen skyld
burde have fa tte t for længst, at der — trods alt — for
ham ikke var noget håb.
Og i følelsen av det fortvivlende håbløse i dette fo r
hold er det da, at han følger sin ven Martensen's eksem
pel og — forlover sig! Ikke med nogen fremmed, som.
frisk og varmblodig i sin oprindelighed, dog måske vilde
have h a ft en svag mulighed for at optage den ulige kamp
med en kvinde som Joh ann e Luise Heiberg, men med en
nærtbeslægtet pårørende, der, sine gode egenskaber ufor-
*) »Sidste Vinter var Du, som mig syntes, kun sjældent i godt
Humeur«, skriver
L æ s s ø e
til ham 25. aug. 1841 (R. A.), og hermed stem
mer
A n c l r æ
’s svar av 6. sept. s. å. (R. A.). Av dette bevægede og men
neskeligt gribende dokument skal kun anføres: »Først og fremmest
ligger den egentlige Rasis i visse rent personlige og familielige For
hold, som man jo kun under ganske særegne Omstændigheder kan
føle sig berettiget til at tale om . . . . . . Over for denne tilståelse må
jeg anse
P o u l A n d r æ ’s
betragtninger (»C. G. Andræ«, IV, s. 13—16) for
ikke-udtømmende.