290 / 557
2 7 8
Flemming Dahl
vi av Johanne Luise Heiberg’s bog: »Peter Andreas Hei-
berg og Thom asine Gyllembourg«, P. A. Heiberg’s hu stru
lang tfra ufølsom. Det er dæ rfor intet under, at Andræ
på sine gamle dage ikke blot beundrende, men dybt b e
væget i Johanne Luise’s levnedstegning læser om hendes
svigermoders dragelse mod den ehevaleresque unge
fran skm and ; parallellen h a r utvivlsom t været h am lige
så bevidst, som den h a r været fru Heiberg. Poul Andræ
mener, at det hele m å slås hen i spøg; men der er i v ir
keligheden in tet at strides om. Lige talende er Andræ ’s
pu re fortielse av det kælenavn, hans næ rmeste venne
kreds kaldte ham ved, og den totalt m isvisende — til det
latterlige intetsigende — fo rk la ring av ordet, fru Heiberg
giver i sit »Liv«. E jendomm eligt nok synes hverken hun
selv, udgiveren A. D. Jørgensen eller nogen senere fo r
sker at have været opmæ rksom på det aldeles håbløse i
1891 uden komm en tar at frem sæ tte en -— ganske visst
langt tidligere nedskrevet — forklaring, der på fo rh ånd
m åtte stemples som fo rfalsket ved den sandfæ rdige skil
dring i hendes eget 1882 udgivne værk om fru Gyllem
bourg.
E n d n u skal kun som et sidste, — et ydre, men næppe
helt uvæsentligt — træk til at illustrere unge Andræ ’s
m agt over sin tilbedte, peges på det ejendommelige i, at
fru Heiberg
på hans indstændige opfo rdring anlagde en
helt anden frisure, opgav de k rø ller og bukler, der k a
rak te risere r Aumont’s m aleri fra 1832—83, og satte h å re t
op i fletninger bag i nakken , således som Bæ rentzen’s
billeder fra 1841—42 viser hende. Andræ havde nemlig
ønsket, at fru Heiberg skulde bære sit h å r på samme
m åde som verdenssangerinden Giulia Grisi, hvis toner
havde henrevet ham i Paris, og hun — kvinden, skue
spillerinden, lykkens forkælede jmdling — imødekom sin
tilbeder, til trods for, at hun aldeles ikke følte sig over
bevist om, at den nye frisu re klædte hende bedst.