287 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
275
sine Anskuelser frit og uforbeholdent fo r den ældre, dog
med al den F inhed og Takt, der i den Grad, i hvilken
han var i Besiddelse af den, kun kan naaes, hvo r den er
medfødt«. Fo r ham åbner den strængt kritiske Heiberg,
der kun ren t undtagelsesvis finder nogen fremmed væ r
dig til sin hu stru s omgang, med glæde sit hjem og øn
sker at binde ham varigt fast til dette. »Denne unge, b e
gavede Mand erobrede hin Aften Heibergs, hans Moders
og m it Venskab — et Venskab, som h a r holdt sin Prøve
indtil dette Øieblik, da jeg nedskriver dette, 23 Aar efter,
og jeg h aab e r det skal holde ud vor øvrige Tid«. Ordene
er stæ rke og varme, dog ikke overdrevne, tvæ rtimod b e
vidst avdæmpede. Den, der h a r fornemmet det »Gud
være lovet«, som Johanne Luise helst havde indsat, hvor
talen er om Andræ ’s og hendes prøvede venskab, den,
der gør sig k lart, at hun i de ovenfor gengivne linjer om
Heiberg’s forhold til Andræ egentlig havde tæ nk t at
understrege, at hendes m and var 21 å r æ ldre end, d. v. s.
lige dobbelt så gammel som den fælles ven, medens denne
netop var jævnaldrende med hende selv, den vil ikke være
i tvivl om, at der anes en viss selvbeherskelse, visse til
bageholdte følelser i etatsråd indens ord et kvart å r h u n
drede senere: »Hin Aften, der skaffede os hans Bekjendt-
skab, fik derved Betydning fo r os Alle«, at Andræ ’s »E ro
bring« av den unge professorindes »Venskab« m åske h a r
været noget andet og mere. Lad så kun en moderne
teate rh isto rike r tro på, at ingen av hendes venner »var
farlige for hende« — næ rm ere sandheden tu rde dog en
nys afdød handelsh isto riker være nået med sit intuitivt
rigtige: »Men m an erob rer nu en Gang ikke »Venskab«,
men netop »Hjerter««1). Uimodsigelig er den ømme b i
klang i det »kjære«, Johanne Luise med forkæ rlighed
kny tter til sin tilbeders navn, selv om forhold og stil på-
*) Neiiendam, anf. skrift, s. 66;
J u l .
S c h o v e l i n :
»Fra den danske
Handels Renaissance«, II, s. 122; jfr. i øvrigt kildehenvisningerne s. 320 f.