282 / 557
2 7 0
Flemming Dahl
træde i skygge for det langt m ere kendte Heiberg-K rieger’-
ske venskab. Men h a r fo rfatteren ret i sit syn, da få r vi
m åske nøglen til, vinder vi m åske en dybere forståelse
av det tragiske i statsm anden og m ennesket C. G. Andræ ’s
ensomme liv.
Ung tråd te J o h a n n e L u i s e H e i b e r g 1833 ind i
den unge C a r l G e o r g A n d r æ ’s tilværelse. Med dette
sommersolhverv blev verden ny fo r ham . Til sin sidste
stund erindrede h an tydeligt — og genkaldte fo r hende
gang på gang i senere å r — selv de m indste enkeltheder
ved deres første møde. Da Jo h an Ludvig Heiberg ved
avskedsfesten for A. F. Tschern ing d. 19. ju n i 1833 førte
sin unge h u s tru ind til en spændt ventende vennekreds,
da v a r det fo r Andræ, som om det med eet blev dag i
hans liv. I en florlet, snehvid d rag t med en blodigrød
rose i bæltet, ung og strålende, hilste husets frue de fo r
sam lede gæster med sit sejrende smil og sine v idund er
lige øjne, blå, med b rune øjnes glød og glans.
»Der ulmer i hendes Blik en Glød,
Som til Flamme sig let forstærker;
Men Undseelse farver Kinden rød,
Naar sit Øies Virkning hun mærker.«
Thi det var ikke blot, som hun selv siger, »Lykken
[, der] havde forelsket sig i mig«; også det halve Køben
havn tilbad den unge scenens dronning. I en poetisk lig
nelse ser en av de tilstedeværende,
Adolf Fibiger,
i h e n
des »brillante Øine«, »en Solstraale, hvis klare, rene Giands
kastes tilbage fra en Skovstrøms mørke tause, ilende
Vande. Saaledes er hendes Blik, n a a r hun taler; tier hun,
da er det, som om S trømmen havde sagtnet sit Løb og
var blevet en yndig Skovdam«. Og videre sk river den
unge lø jtn an t til sin m oder; »Hun talte langsom t og k o r
rekt, som n a a r m an taler et fremmed Sprog, med en
noget syngende Stemme, men n a a r Sam taleemnet rev