306 / 557
2 9 4
Flemming Dahl
b lad1) til den ægtefælle, hvis sorg hun ikke selv h a r tu r
det håbe på:
»d. 29 Novem ber 1866.
Dersom jeg skulde dø pludseligt, og uden at have talt
med dig, kjæ re Carl, om testam en tariske Bestemmelser
beder jeg dig indstændig, om Pou l’s og V ictor’s Mødrearv
m aa udbetales dem strax efter m in Død, senest ved deres
25de Aars Fødselsdag. Da jeg ikke h a r været af dem, der
tid t er frem komm et med Bønner, stoler jeg sikkert paa.
at du opfylder denne, m in sidste.
Din H. A.«
F o r disse sønner, hvem hun h e r så rørende d rager om
sorg for, stod kvinden, stod hun selv alle dage på en
piedestal. Men det var ikke Andræ, der havde løftet hende
herop; det v a r m åske delvis hende selv, som, også ved
sin m åde at opdrage drengene på, havde stillet sig selv
dær. Men ihukomm ende hendes kloge ord, at den, der vil
være lykkelig, ikke m å tænke fo r meget på sig selv, viede
sønnerne senere m indet om moderen de store legater, de
oprettede.
D e t A n d r æ ’s k e h j e m i den gamle, nu fo r længst
nedrevne, træ v illa i den store have Østerbrogade nr. 7 C
var som en lille verden fo r sig selv, et p a r m enneskealdre
tilbage fo r det hastende liv i alléen, et in teriø r fra hans
yndlingskonge F rede rik VFs tid. Allerede de to gabende
stenløver, der ho ld t vagt udenfor, stem te den ind trædende
respek tfu ld t, og den k ryd rede du ft af b ræ nd t enebær,
som opfyldte forstuen, havde noget sæ rt og gammeldags
ved sig. Til hø jre residerede hu sh e rren i sine av to b ak s
røg mæ ttede værelser mellem de ræ kk er av bøger, h v o r
fra h an kun sjæ ldent kunde løsrive sig — »gode Venner,
9 Utrykte dagbøger, hæfte 17 (R. A.). I samme hæfte (s. 11) skildres
den »Ilterhed*, hvormed hægge forældre modsatte sig, at de to sønner
i febr. 1864 gik med som frivillige (jfr. »C. G. Andræ’s Taler«, I, s.
S 8 ) .