316 / 557
3 0 4
Flemming Dahl
med ikke ringe skinsyge. Heller ikke hu n h a r jo været
ganske fremm ed fo r »hyttefadsprincippet«, heller ikke
hun h a r nogen sinde helt forsonet sig med den pauvre
slutning på de unge års sommerfugleleg i rosenhaven, at
hendes ridder til sidst tog til takke med en anden, hvem
hun ikke selv i sine vildeste drømm e vilde have regnet
fo r en jævnbyrd ig medbejlerske. Og som ægte kvinde
h a r h u n ald rig tilgivet fru Andræ, over hvis hoved hun
oftere øser både uvilje og spot, dog tilsat megen oprigtig
følelse av sorg over, at hendes ven ikke h a r fundet mere
lykke i sit liv. Mod denne tankegang h a r senere
Aage
Friis
p ro testeret1). E fter h an s opfattelse træ nger Andræ
ikke til så megen medfølelse i an ledning av sin h u stru
og sine børn, som fru Heiberg vil yde ham . I han s fo r
stående k a rak te ristik av fru H ansine er også jeg alt i alt
enig; men eet er denne betydelige kvindes menneskevæ rd
i sig selv, et andet, hv ad hendes m and såe i hende, og det
tu rd e dæ rfo r være et spørgsmål, om F riis h a r drevet son
den tilstrækkelig dybt ind i det Andræ ’ske problem , der
søges belyst i disse linjer. Av ikke ringe interesse er
h e r — som exemplum in sta r om n ium — form en tlig e fte r
følgende lidet kendte brev, av hv ilket Poul Andræ kun
h a r p lukk et en enkelt linje ud:
»Kjære F ru Heiberg!
Deres venlige T ilbud iaftes var saa sk jønt og fristende,
a t jeg i Ø jeblikket ganske tab te Besindelsen. Fø rst da jeg
kom ud i den kjølige N atteluft, blev det mig p aa engang
k lart, at en F jernelse fra H jemm et en Ju leaften vilde
være et saa fo rfæ rdeligt B rud p a a den hellige Huusorden,
at jeg strax bu rde have fo rjaget saa syndig en Tanke.
Naar De nu k jender m ig tilstrækkeligt — og fo r Deres
skarpe Blik ligge alle m ine Feil og Svagheder jo afslø-
I »Hist. Tidsskrift« 8. rk., VI, s. 528; sml. Marcus Rubin, sst., V,
s. 464.