326 / 557
3 1 4
Flemming Dahl
dre å r dets gådefulde sfinks, dets tavse tænker. Vel fø l
ger h an opmæ rksom t debattens gang, men h a n tier;
m indst av alt fa lde r det h am ind at handle. Th i alt i
alt er han s tro på livet fo r længst borte, grund fæ stet dær-
imod hans tvivl om lykken.
Denne tvivl er ubestridelig et gammelt og indg roet træ k
i hans k a rak te r. E fter
Schovelin ’s
mening h an s inderste
og oprindeligste hemmelighed, efter m i n opfattelse n o
get senere fremvokset. Avlet ganske visst i et m edfødt n a
tu ran læ g på godt og ondt, frem h ju lp e t m åske ved tanken
på faderens overraskende tidlige død (1814) — den, der
kny ttede m oder og søn dobbelt næ r til h inanden — , men
i hvert fa ld fø rst avgørende b ru d t igennem og h am selv
fu ld t bevidst, da h an gør sig k lart, at han s livs store kæ r
lighed er uden håb. P å sin 25 års fødselsdag (14. oktober
1837), som
Andræ
fe jre r alene i Paris, forsøger h an for
engangs skyld sin lykke i h azard salonen »Frascati« i
Palais-Royal; »men m in sædvanlige Mangel p a a Held i
flere Fo retagender und lod ikke at følge m ig«1). F o r den
geniale m atem atiker, der h a r g jort s a n d s y n l i g h e d s
b e r e g n i n g e n til et speciale — et arsenal, h v o rfra h an
gang på gang hen ter sine våben i sit fo rsva r fo r fo rho ld s
talsvalgm åden — bliver t i l f æ l d i g h e d s m o m e n t e t
et problem av skæbnesvanger betydning. Ikke ved u d
regningen av valg resu ltater, th i dæ r spiller det en så
ringe rolle, at det ku n k an karak teriseres ved astrono
m isk m inim ale tal. Men vel i det levende liv, i politikken,
den ind re som den ydre, allerm est vel her. Og netop dette
irrationelle er det, som h an h ad e r og frygter, dette gan
ske uberegnelige, der h a r kun n e t om styrte selv et så
genialt bygvæ rk som fæ llesforfatningen, som h a n med
b Brev fra Andræ til hans m oder 28. okt. 1837 (»C. G. Andræ«, II,
s. 53). Sml. dagbogsnotits av 1. jan. 1836: »Naar Alt saaledes viser sig
i Rosenskjær, kan jeg dog ikke frigøre m ig for den Ængstelse, at det
sidste Aars uventede Lykke atter kan blive fulgt af et Omslag til det
Onde . . . . « (sst., III, s. 109).