330 / 557
3 1 8
Flemming Dahl
h am møde D anm arks skæbnetime med en forstemm ende
mangel på vilje til hand ling og i hans senere å r u d a rte r
i kulde og k ritik , der fry se r han s omgivelser — og dær-
igennem a tte r h am selv — til is og alt i alt sæ tter h am
selv ud av spillet i vort offentlige liv. »Ja, h an staae r ene
med sine Fo rm ler, men h an h a r jo villet det saaledes«,
siger fru Heiberg, og vi, der ikke veed, hvo r meget eller
hvor lidt vi tø r lægge ind i denne ytring, fo rm å r ikke at
avgøre, om retten a tte r her, være sig helt eller delvis,
er på hendes side. Måske — m åske ikke! Det er ikke
til at sige.
Men som pave Innocens III å r 1200 m ed al ku riens
logik og system atik vejer fo r og imod m. h. t. det fo re
stående kejservalg i Tyskland, nødes også vi til om hyg
geligt at prøve de indvendinger, der k an rejses imod
ovenfrem satte hypotese. Og det ligger da, som fø r om
talt, lige i dagen, at den ku n k an sandsynliggøres, men
ikke bevises. Endv idere vil det m ed ikke ringe re t kunne
fremhæves, at m angen en m and netop ønsker at drage sin
h u stru m ed ind i sine interesser, at delagtiggøre hende i
hele sit ind re liv, at se en fu ld t fo rstående og sam følende
fælle i hende, og at m ere end eet ægteskab går over styr,
netop fo rd i m anden ikke i sin h u s tru finder en kamm erat
og ven og fø rst fo r sent fo rstå r det m anglende interesse
fæ llesskab imellem dem. Men over noget sådan t vilde
Andræ
k u n delvis have kunn et klage; snarest h a r hans
frue væ ret h am alt fo r politisk in teresseret. Dærimod
h a r hun, efter alt at dømme, ikke fo rm ået at følge ham
i hans kæ rlighed til alt det, der utvivlsom t betegnede han s
eget inderste jeg. Og h u n gjorde da en dyd av nødven
digheden og gik, om end surmulende, med til, at hendes
m and hos fru Heiberg søgte og fan d t den attråede sang
bund fo r de dybeste toner i sin sjæl.
Avgørende h a r dog heller ikke dette været. Avgørende
var, at ægteskabet mellem
Hansine Schack
og hendes