329 / 557
Det Andræ-Heiberg’ske Venskab
3 1 7
ordrige, sn a rt o rdknappe frem stilling av venskabet m el
lem faderen og fru Heiberg og hans pietetsfulde, men
så a t sige gennem førte tavshed om forholdet mellem fo r
ældrene. Og endelig, hv ad vel er av lige så stor interesse,
modsiges den ikke av nogen bevaret kilde, ej heller av
den endnu levende mundtlige overlevering.
Denne arbejdshypoteses mulige værd bero r da på, at
den søger at fo rstå og form entlig ævner at fo rklare. I
sin fastslåen av statsm anden Andræ ’s for D anm ark så
ulykkesvangre vedvarende passivitet i de k ritiske å r 1858
— 75 k an den ikke blive stående ved begrundelser som
B irkeda l’s
hang til »dolce fa r niente«,
B ille’s
og
P. Han
sen ’s
(»Zodiacus«) negative k ritik ak leri eller
Topsøe’s
H am le tn a tu r1) . Den kan dæ rimod for en stor del til
træde
Schovelin ’s
motiv — troen på den svigtende
lykke— ; men den stræber m åske dybere, idet den i endnu
højere grad vil forene Andræ ’s m anglende lykketro med
han s formodede tan k e r om et forspildt liv. E t liv, hvor
alt var, som det skulde være, und tagen netop det eneste
væsentlige, hvo rpå det kom an fo r h am — u d tryk t med
folkevisens o rd i Signelil’s mund:
» D e r e r s le t in g e n i v e r d e n til,
d e r m i n h u le g e r p å,
f o r u d e n h a m H a v b o r , k o n g e n s sø n ,
og h a m k a n je g ik k e få .«
Det p rimæ re bliver da det skibbrud , Andræ h a r lidt i
sit personlige liv, idet h a n ikke i sine unge å r skulde
vinde den eneste kvinde, h a n virkelig h a r elsket, hende,
som kunde have skænket h am den fornødne solvarme
og sejrsikkerhed. Først hertil knyttes da efterhånden
hans stedse stæ rkere tro på sin svigtende lykke, h in n a
gende mistvivl, der fra omkring 1858 gentagende lader
*) Med
Vilh. Andersen
endog blot delvis at ville identificere Andræ
med Milner i »Hjemløs« er ugørligt; ikke heller sammenstillingen af
Milner og Krieger synes overbevisende (»Illustreret dansk Litteratur
historie«, III, s. 647).