384 / 557
372
Christian Elling
saa i det følgende Fo raar begynde paa »Apteringen« af
nævnte Plafond. Men kun godt en Maaned senere, den 18.
November 1738, døde Krock.
Det var for vor lille hjemlige Kunstverden et alvorligt
Tab. Krock var vor eneste Historiemaler i den store
Stil, »en Virtuos« kaldte Christian VI ham, Europæeren
blandt lutter lokale Størrelser. Og han — den lærde
Maler — Fortsætteren af de romerske Traditioner fra
Marattas Værksted, var alene saa god som et helt Aka
demi. Det er ikke uinteressant at undersøge den Krise,
der indtræder i vort Historiemaleris Udvikling efter
Krocks Død. Den forbereder en Stilændring, giver Roko
koen fri Bane, og den fører samtidig til en kunstpoli
tisk Kursændring: fra Tyskland til Frankrig. Men først
maatte Krisen staas igennem; den varer i godt 3 Aar,
1738—41. Allerede i Slotsbygningskommissionens Møde
den 26. November 1738 tog man Standpunkt til Sagen. Det
var i første Række Christiansborgs Udsmykning, der stod
paa Spil, og man drøftede strax de to Muligheder, der
frembød sig for at skaffe Erstatning for den døde Hi
storiemaler: enten at lade sig nøje med forhaandenvæ-
rende hjemlige Kræfter eller at indkalde fremmede. 1
nævnte Møde besluttede man da først at tage sin Tilflugt
til de to ansete Hofmalere J. S. Wahl og Andreas Møller,
idet man haabede at kunne formaa dem til at udføre de
store Dekorationsarbejder efter Krocks Skitser1) . Men
den 3. December undslog de sig begge i Konujiissionen,
da de kun var Portrætmalere; dog tilbød Wahl at ville
føre Tilsyn med Arbejdet, hvis det blev overgivet til en
mangeaarig »Discipel« af Krock. Vi véd ikke, hvem der
sigtes til, men givet er det, at de kunstkyndige Herrer
ha r anset ham for ubrugelig; ingen af de sikkert talrige
Elever, der var gaaet igennem Krocks Atelier, ha r været
paa Amalienborg (1860), p. 32—33 og J. Møller: Mnemosyne III (1832),
pag. 171—72.
J) S. B. K. Komm. Prot. 1738.