Familieminder

—

Dyder, som prydede ham, ere nemlig nundværlige for Enhver,

thi de ere Huuslighedens stille, heldbringende Dyder. Sammen

ligne vi hans Tilstand, da han, fattig og forladt, som en tretten-

aarig Yngling kom her til Byen, hvor ingen Slægtning ventede

ham, ingen Ven aabnede sin Favn imod ham, med den, da han

som 80 Aar gammel Olding, i Overflodens Skjød, prydet med

Viisdom, agtet og æret af sine Medborgere, omgiven af en talrig

Slægt, der skylder ham sin Tilværelse, sin fornuftige og dydige

Dannelse, og inderligen elsker ham som deres Fader, og see vi

da, hvorledes han i den højeste Lykke, et Menneske kan opnaae,

er gaaet over til det Bedre, saa kunne vi ikke andet end beundre

og takke den Algode, som paa en saa herlig Maade allerede her

paa Jorden belønner den stille Dyd.

Derfor kan ethvert Menneske, i enhver Alder, i enhver Stil

ling, tage sig den Forevigede til Mønster; derfor kunne vi sam

menligne ham, om ikke med den store Mand, hvis Navn han bar,

saa dog med den yngste af Patriarkerne, vor Stammefader Jacob,

med ham, hvem Bibelen giver den værdige Berømmelse, som

Mange maaske ville betragte som noget meget ringe, men som

dog har en skjøn indvortes Betydning, og det destomere, jo

mindre udmærket og jo mere vanskelig den er at forhverve sig,

at han var en oprigtig, huslig Mand. Ligesom denne forlod han

uden Formue, blot med den Vandringsstav, der ledsagede ham

paa hans Rejse, sin Faders Huus; ligesom denne, maatte han

ved utrættelig Flid og uden anden Støtte end en ubegrænset

Tillid til den Almægtige, forhverve sig det Nødtørftige; ligesom

denne, blev han Fader til en talrig Familie, for hvis Opdragelse

han sørgede med ufortrøden Iver; ligesom denne, bar han alle

Skjæbnens haarde Stød med Taalmod og Hengivenhed til den

Algode, fra hvis Haand han modtog dem som faderlige Prøvelser;

ligesom denne saae han endeligen al sin Dyd herligen belønnet,

henlevende sine sidste Aar hos en elsket Søn, i Roe og Fred,

elsket af sine Børn og Børnebørn, agtet af dem, der kj endte ham,

og hædret som det anstaar den mødige Olding, der ved utrættet

Virksomhed har faaet Krav til at hvile paa sine Dyders uvisne

lige Krandse.