28 / 127
_
21
—
lærte tidligt at læse godt og morede sig med at læse høit for
Andre; paa Grund af Moderens Sygdom læste hun meget for
hende, og saaledes blev straks det Første, hun lærte, anvendt til
dermed at gavne og glæde Andre. Ligeoverfor Familien boede
to gamle Jomfruer, der ernærede sig ved Syning, men sy Navn
kunde de ikke; Birgitte havde lært dette i Skolen, og saa løb
hun stadigt op til dem og syede Navn i for dem. Skjøndt hun
allerede til 14 Aar var fuldt udvoxen, kj endte hun dog kun lidet
til Fornøielser; hun kom aldrig paa Bal eller i Theater; men
allerede kom Frierne, og kun 15 Aar gammel valgte hun blandt
disse Grosserer Gerson Melchior. Han var en Mand paa nogle og
tredive Aar, anseet som en meget dygtig Kjøbmand, en retsindig
og elskværdig Characteer; han var dengang Enkemand, da han
syv Aar i Forvejen havde mistet sin Kone Hanne, f. Jacob, der
havde efterladt ham fire Børn: Jacob, Rose, Dorothea og Marcus.
Den 31te December 1807 forlod Birgitte sit Hjem for at blive
Huusmoder, et Kald, hun skulde røgte saa smukt i et halvt Aar-
hundrede. Hun medbragte fra Hjemmet et religiøst Sind og en
Opfattelse af al Opofrelse som Pligt; hun var ligesom blevet
indviet hertil ved Moderens Sygeleie, medens Faderens Ordens
sands havde vænnet hende til at udbrede Hygge. Og Opgaven,
den femtenaarige Pige skulde tage fat paa, var ingenlunde let.
Foruden to Stedbørn var der dengang endnu i Grosserer Mel
chiors’ Huus hans to Søstre og en gammel, alderdomssvag Fader.
Børnene var meget forkjælede og den Gamle gik i Barndom;
her var meget baade at pleie og ordne. Men næppe var hun
kommet til sit nye Hjem, førend hun vidste at udbrede Orden og
Hyggelighed. Børnenes hele Leveviis blev forandret; paa eengang
kj ærlig og streng, vandt hun i en saadan Grad deres Hengiven
hed, at de i hele deres Liv næsten forgudede hende. Da Marcus
blev ældre og formuende, overøste han hende formeligt med For
æringer. Hendes Mand var i høi Grad indtaget i hende; naar
han om Lørdagen gik fra Kirken med sin unge Hustru, var Folk
enige i, at man kunde see, hvor forelsket han var i hende. At
han var mere end dobbelt saa gammel som hun, syntes han al
deles ikke at tænke paa. I 1854 sad hun og jeg en Dag i Wien,
og i Samtalens Løb kom jeg til at berøre ægteskabelige Forbin