25 / 127
-
18
—
»Berlingske Tidende
«
d. 26de April 18'i5:
GERSON MOSES MELCHIOR.
Der er Sorg i Glædens og Lykkens Hjem,
Thi han, som var Lykkens Kilde,
Som tryllede Glædens Blomster fiem
Ved Arnen tidlig og silde,
Den Fromme med det livsalige Sind
Og Alderens Hæderskrone,
Er gangen til sine Fædre ind,
Til Lonnen for Herrens Throne.
Der er Sorg i Glædens og Lykkens Hjem
Men og i den Fattiges Hytte,
Thi han var jo ogsaa en Fader for dem,
Der græde, var Enkens Stotte.
Med Rigdom var han velsignet her
Men rigere dog var hans Hjerte:
Det rummede Medynk og Trost foi hver
En Lidendes Savn og Smerte.
Der er Sorg og Savn i saa viid en Kieds,
Thi han, som var Hjemmets Lykke,
Var og sine Yenners, sin Menigheds
Ziir og Hæderssmykke.
Saa reen og blank, som den hvide Lok,
Hvis Solv nu pryded’ hans Isse,
Hans Vandel var — o, der er jo Nok,
Hvis Taarer kan vidne tilvisse!
Men Sorgen svæver videre tyst
Ud over de morke Yande
Og trykker sin Braad i mangt et Bryst
Paa fjerne, fremmede Strande.