32 / 127
—
25
—
engang tilbage i min Favn med den Rolighed, som ei Lasten
kan give, men kun Overbevisningen om at have opfyldt, hvad
vi som Væsner begavede med frie Villie formaae.
Geliert.
Des Lasters Bahn ist Anfangs zwar
Ein breiter Weg durch Auen
Allein sein Fortgang wird Gefahr
Sein Ende Nacht und Grauen.
Der Tugend Pfad ist Anfangs steil
Lasst nichts als Mühe blicken
Doch weiter fort führt er zum Heil
Und endlich zum Entzücken.
*
*
*
Kjære Sally! Med Hjertet fuldt af moderlig Bekymring
vilde jeg gjerne med indtryksfulde Ord gjøre Virkning paa dine
fremtidige Forhold, og tilligemed min Velsignelse give Dig de
Raad, som efter min Indsigt kunne befordre Dit timelige og
evige Vel. Tungt er det for Moderhjertet, i saa ung en Alder at
lade sit Barn drage fra sig ganske overladt til sin egen Villie,
uden at have at aflægge Regnskab for nogen af sine Handlinger,
med fri Raadighed over Penge og Gods, som kan forskaffe ham
det Tillokkende, en stor By frembyder. Tænk Dig i mit Sted;
jeg ser Dig omgivet af Vellystens smigrende Fristelser, Irreli
giøsitet, Spot, Spillelystens Vindesyge og Pengegridskhed, og
kun atten Aar! Falder Du ej i den enes Snare, saa maa jeg
sittre for den Andens, og dog kan Gud i Naade bevare Dig, naar
Du i mandig Styrke og en Ynglings usvækkede Kraft, og ende
lig med inderlig Bøn til Gud vil modsættte Dig disse fredsfor
styrrende og umættelige Harpyrer, som vække desto større Be-
gjærligheder jo mere de tilfredsstilles. Har Du maaske alle
rede ladet Dig forlede af Exemplets og Lidenskabens forføriske
Stemme, som tilraabte Dig! »Nyd! der gives ingen mandlig Uskyld
her paa Jorden, fra Arilds Tid har det ej været anderledes, og
ingen kan dæmpe eller modstaa Naturens Bestemmelse«, saa tro