Familieminder

—

skal Ingen, raade eller trøste Dig, og Intet skal mere kunne

glæde mig, end at disse Ord, der ere skrevne af mit Hjertes

Fylde, for mig have saa lyksaliggørende Følger, at Du dertil

ville udkaare mig, der føler saa godt, at jeg kan tilfredsstille

Dine Fordringer. Skriv, naar Du har Tid tilovers, til mig, naar

Du ønsker det, skal ingen læse de Breve, Du skriver »Egen

hændig« paa, det kan Du holde Dig overbeviist om; Du kan

være rolig, at jeg ei vil spotte over en eneste af Dine Følelser

eller Meninger, men kun sige Dig min upartiske Dom derover.

Og nu vil jeg med den faste Overbevisning, at jeg har anvendt

alt, som Gud har forundt mig Indsigt til at advare og formane,

slutte disse med et sorgfuldt og bekymret Sind nedskrevne Linier,

og bede til Ham, den bedste Yen og Fader af hele Menneske

slægten, at Han skal tage Dig i sin Varetægt, og skjænke mig

den Glæde, at jeg maa opleve at see Dig i alle Livets Omvex-

linger blive Dyden og Din Skaber hengiven med barnligt og

trofast Sind. Vorherre velsigne Dig!

Fru Melchior har i dette Brev givet en bedre Skildring af

sig selv, end nogen Anden let vil kunne give; saa fyldigt og

klart ere her hendes dybe Religiøsitet og hendes Kj ærlighed til

sine Børn (thi hun gjorde ingen Forskjel paa dem) tegnede. Der

er blot en Hovedside af hendes Characteer, som ikke finder Plads

i det af hende selv tegnede Billede, det er hendes opofrende Om

hu for Syge. Det var naturligviis først og fremmest hendes

Nærmeste, som hun ydede denne i det rigeste Maal. Grosserer

Melchior var i de sidste 6 Aar af sit Liv stadig syg. Han leed

navnlig om Natten af en idelig Uro, saa at han maatte staae op

og gaae paa Gulvet. Hun var i disse Aar aldeles utrættelig i at

pleie ham, og det optog al hendes Tid og Tanke. Om Dagen

sad hun og læste høit for ham, til han faldt i Søvn. Der var en

anden Periode af hendes Liv, hvor hun ligeledes havde Leilighed

til at vise denne Utrættelighed i Sygepleie. I Januar 1834 blev

nemlig Steddatteren Rose syg og døde; nogen Tid derefter an

grebes Jacobs’ eneste Barn af Skarlagensfeber og døde ligeledes;