42 / 127
-
35
—
tiderne samledes vi elleve Børn om det aflange Bord, og Anret
ningen var i al Tarvelighed, til Middag aldrig mere end to Retter
Mad, til Aften lidt tyndt 01 og The med Smørrebrød uden Paa
læg. Der var heller ikke Tale om Paalæg paa Skolemaden. Om
Aftenen brændte to Tællelys — med de obligate Lysesaxe —
paa det lange Bord, hvad man dengang var tilfreds med. — Op
dragelsen var vidt forskellig fra den, der nu er almindelig. Vi
Børn havde vel vore egne Meninger, men lige overfor vore For
ældre kom disse sjældent til Orde. Forældrenes Villie var Lov
for os. Den nuværende Methode har den Fordel, at der er mere
Fortrolighed mellem Forældre og Børn, men det er jo ikke langt
fra, at Børnene gerne vil opdrage deres Forældre, der ofte ere
ilde farne, om de ikke lempe sig herefter. Som Søn elskede jeg
min Fader, men prøve paa at reformere ham, — den Tanke kom
mig aldrig i Sind.
Mine Forældre ønskede ikke, at Døtrene skulde gaa i Skole;
de nød Undervisning af en fast ansat Gouvernante, der boede i
Hjemmet. Gennem en Række af Aar var det den bekjendte
Frøken Annestine Beyer, der senere blev Lærerinde ved Døtre
skolen i Kjøbenhavn. Hun var en djærv og dygtig Personlighed
med noget vist mandigt i sin Optræden, dog uden at Kvindelig
heden derved led Skibbrud.
Jeg skal her gengive et Brev, som min Moder tilskrev Frk.
Annestine Beyer, medens denne var i vort Hus. Dette Brev, der,
saavidt vides, maa være fra Tiden omkring 1825, viser, hvormeget
min Moder tænkte paa alting, og hvor megen Omhu man den
gang krævede med Hensyn til Børns Opdragelse.
Gode Jomfru Beyer!
Jeg ser mig nødt til at sige Dem skrifligt, hvad jeg ikke er
istand til mundtligen at gjøre, nemlig at jeg ei er tilfreds med Dem,
som man bør være for efter min Overbeviisning at være rolig;
jeg skylder Dem, som Moder for mine Børn, denne Erklæring.
Mange Ting har jeg tidt sagt Dem, som jeg vel for Øieblikket
har seet forandret, men naar en kort Tid var forløben, blev det
ikke mere iagttagen. Jeg talte engang i Sommer meget alvorlig