39 / 127
—
32
—
ventede paa hendes Gjenkomst for at takke hende. Forærede
hun Noget bort til Fattige, sørgede hun for, at det var heelt og
godt; engang havde hun kjøbt endeel havarerede Uldtrøier; Al
buerne vare fordærvede og der maatte stoppes nye Albuer i dem;
hun sendte dem til mig til Uddeling paa Hospitalet; her blev
Stopningen af Oldfruen erklæret for et Mesterværk af omhygge
lig Stopning; da jeg sagde hende dette, svarede hun, at de jo
havde været bestemte til Fattige, men sa’e hun, de Mennesker
kan ikke som rige strax faae nye, naar de gaae istykker, og der
for maatte det være solidt gjort. Da en Opfordring var frem
kommen til Oprettelsen af et Sygehjem for uhelbredelige Syge,
greb hun paa Grund af denne sin Omhu for Syge, denne Idee
med stor Varme, og ved at tegne sig som den Første for et
stort Bidrag, hjalp hun meget til at gjøre Ideen til Virkelighed.
Denne Omhu for Syge var unægtelig kun et Led af den
Kj ærlighedsfølelse, hvormed hun omfattede alle Mennesker og
som gjorde, at hun ideligt tænkte paa, hvorledes hun kunde
virke til Gavn og Glæde for dem. Hun besad et rigt Talent til
at vælge sine Gaver saaledes, at de netop passede for den, der
tik dem. Og med denne Evne til at yde Gaver, forbandt hun
Evnen til at kunne modtage saadanne af Andre paa en saadan
Maade, at det blev en Fornøielse for den, der havde givet hende
Gaver. Blandt de mangfoldige smukke Træk af hendes Men
neskekærlighed, vil jeg dog ikke forbigaae eet; hun tog flere
Gange unge Piger i Huset, der ved Uforsigtighed havde givet An
ledning til Bysnak, og dækkede dem saaledes mod Bagvadskelse.
Og hvad der boede i det Indre, udtrykte sig ogsaa i det
Ydre. Der var noget ubeskriveligt blidt i hendes smukke mørke
Øine. Da jeg lærte hende at kjende, havde hun allerede voxne
Børnebørn; men hendes Teint var endnu ungdommelig, blæn
dende hvid, og i Forbindelse med den ranke Holdning hævede
den de smukke Ansigtstræk.
Den 22. December 1855 døde hun pludseligt om Natten. Hun
havde i længere Tid havt Anfald af Hjærtekrampe, der lode
hende ane, at Døden ikke var fjern, men hun var ikke senge
liggende og endnu den sidste Dag var hun munter og oprømt.