30 / 100
HOLBERG OG TEATRET
25
Desuden sammensvor de Formastelige sig paa et Møde med Anna Dorothea
Lund som Værtinde, at tvinge den arme Mad. Rosenkilde bort fra Teatret som
ovenfor nævnt. De udtalte, at »om de ogsaa skyldte Hr. Baronen et Par gode
Roller, saa skyldte han dem igen den Lykke, som hans Stykker gjorde.« Hvor
vovede de ?
Lad os betragte Holbergs Skrivelse nærmere. For det første: hvilken Myn
dighed besad han ? Ganske aabenbart slet ingen. Holberg var en Slags Konsulent
for Repertoire og Engagement - intet andet. Brevet har øjensynligt ikke pas
seret Overdirektøren Rappe, men er sendt hen paa Teatret og afleveret efter
Adressen: Samtlige Skuespillere.
Hvorledes endvidere med Oplæsningen ? Denne er dekreteret undervejs midt
i Brevet, hvorefter den Gamle herser videre med den lastværdige Ungdom.
Skulde Slutningen ogsaa oplæses for dem ? Og hvem skulde tjene som Oplæser.
Det maa noteres, at Holberg forlanger Kopi af Skrivelsen sig tilsendt. Den er
altsaa afsendt i Original og i Hastværk, saa at han ikke har givet sig Lejlighed
til at bruge sin sædvanlige Kopist - han brugte ellers altid Afskrivere.
Gennemgaar man Brevet yderligere, ser man, at Holberg afsiger Dom og
dekreterer Straf, skønt Sagen laa ganske udenfor hans Jurisdiktion, der var rent
aandelig. Han argumenterer moralsk ved at foreholde Oprørerne egne Brist -
hvilket ikke hører hjemme i en officiel Tilkendegivelse. Og tilsidst falder han
helt over i Episteltone og sit eget Forhold til Teatret - de Stykker som han har
liggende af eget Fabrikat og oversatte, hvilket sidste Arbejde han selv har betalt
(Baronen var jo Millionær; det er lidt smaaligt at tale om Honorarer her). Ogsaa
Truslen om at gaa til Kongen er, halvt tilsløret, noget ilde placeret. Sin Myndig
hed maa en Autoritet være Mand for at opretholde uden Paaberaabelse af højere
Magter.
I Finalen erindrer han, at det kunde være rimeligt om han dokumenterede
sin Adkomst til at holde Rettergang. Han siger da først, at han er Komediens
Stifter - hvormed henvises til Begivenhederne 1721, der ikke havde fjerneste
Kraft i 1753. Og endvidere nævner han sig som Konsulenten for Antagelser og
Ansættelser. Denne Argumentering er langt værre end ingen. Holberg aabner
ved den Skuespillernes Øjne for, at han ingen lovlig Adkomst har til at øve
Justits paa Teatret.
Sammenfattes det ovenfor fremhævede, maa man skønne, at Holbergs Skri
velse er et besynderligt usammenhængende og ufunderet Aktstykke. Det er
forfattet af en forbitret gammel Herre med vaklende Overblik og Dømme
kraft. Kort sagt: en Jeronimus. Men selv om han altsaa grundigt havde forivret
sig og endnu engang, for sidste Gang, ladet den Hidsighed og Ilterhed, som
han erkendte hos sig selv og som han alle sine Dage havde nedkæmpet, løbe
a f med sig - saa er dog Aanden i denne Skrivelse fremgaaet af Ludvig Holbergs