27 / 100
2 2
HAN S BRIX
frimodige Tone og kultiverede Udtryksform - desuden er det meget kvindeligt
i sin Impuls. Det lyder saaledes:
Højvelbaarne Hr. Baron Holberg!
De vil formodentlig forundre Dem over dette Brev; og jeg burde mundt-
ligen berette Dem dette; men da jeg formedelst indfaldende Forretninger ikke
har haft Tid, saa forlader jeg mig paa Deres Velbaarenheds stedse mod mig
beviste Godhed, at De vil have mig undskyldt. Jeg vil da ved dette Brev tage
Afsked med Dem, saasom jeg har forladt Comoedien, og er tillige rejst bort
for at komme med eet ud derfra. Jeg burde vel have sagt det før til Troupen,
paa det de kunde have set sig om en anden. Men det er ikke m in Skyld; og
over alt saa har jeg haft Prøver paa det i den Tid, jeg har haft den Lykke at
være iblandt dem, at jeg har været dem mere til Last end til Nytte. For at skille
dem ved en besværlig Person, og mig for at blive ved alle Lejligheder chika
neret, saa har jeg grebet til denne Resolution.
Ellers har jeg Deres Velbaarenhed for en stor Del af min Lykke at takke;
hvilken Erindring hviler hos mig og aldrig skal uddø. Men Penia vil dog med
alt dette ikke være fuldkommen fornøjet, dersom hun ikke er forsikret om, at
De vil beholde en liden Erindring af den Flid, som hun stedse har gjort sig
for at udvise, med hvilken Nidkærhed hun saavel som jeg henlever o .s.v .
Anna Catharina Materna.
Hun kalder sig her med Finhed ved Navnet paa den Rolle af en forfulgt
Uskyldighed, Penia, som hun udførte i Digterens »Plutus«.
Brevet er paa een Gang skarpt og elskværdigt og som Afskedshilsen til Ære
baade for Skuespillerinde og Digter.
Som et stort og mærkeligt Sidestykke dertil skal derefter hidsættes Ludvig
Holbergs eneste bevarede Skrivelse til sine Skuespillere, hans Manifest af 17. Maj
1753 til den vanartige troupe. Han tildeler sig her Rollen som Teaterleder ganske
uanset den beskikkede Overdirektør.
Brevet, der dateres 17. 5. 1753, er kun bevaret i Afskrift. Ifølge Overskou
var det adresseret til »Samtlige Acteurs«. Som det fremgaar af Baronens Ord,
er den første Del af Nedskriften beregnet til Oplæsning for den oprørske Bande,
som havde sammenrottet sig om at fordrive den nyansatte Inger Cathrine Rosen
kilde, der havde optraadt med Thielos Selskab paa Teatret i Læderstræde, men
derfra var afskediget. Hendes Lod blev trods Holbergs fyndige Defensorat kun
sørgelig. Ved sin Debut en Maaned efter blev hun paa Skuespillernes Tilskyn
delse bogstavelig pebet ud af Scenen, saa at et andet Stykke maatte opføres.
Hun fik siden Ansættelse ved Garderoben, men pantsatte i 1758 et sølvbroderet
Skørt for 13 Rdl. til egen Fordel og blev derefter bortjaget.