24 / 100
HOLBERG OG TEATRET
19
bergs dramatiske Forfatterskab, angivet ved »Det lykkelige Skibbrud« og »Den
danske Comoedies Ligbegængelse«.
I »Hexeri« var Holbergs Tanker og Følelse fuldt og helt hos Skuespillerne,
hvis Thespisjolle laborerede i høj Sø. Man kan hde ham for det. Selv om Stykket
er skrevet m idt under, hvad der senere blev at opfatte som den gyldne Tid,
har den velfyldte Teaterkasse da som altid haft rigelige Afløb til alle Sider.
Og i den næste Sæson var Ulykkerne voksende. I dette Aar, i August 1724,
forfattede han saa sin sidste store Komedie fra Tyverne »Det lykkelige Skib
brud«, i hvilken han opgør Stilling og Status for sit Mellemværende med Hoved
stadens Borgerskab. Overensstemmelser med »Hexeri« falder i Øjnene, saaledes
de satirisk belyste Bifigurer korresponderende med Komediernes, ligeledes en
Dommerscene som femte Akt. Men de flygtige Skygger af hans dramatiske
Virke træder tilbage for Hovedfiguren nævnet Philemon, i hvilken han hædrer
sig selv under en grundlæggende græsk Dramatikers Navn, mens Titelen priser
det Havari, som hans Kunst har lidt hos den øjeblikkehge Offentlighed; det
har været en lykkelig Tildragelse, skønt et Skibbrud. Heri havde han Ret.
Skuespillet lovpriser Digterens hellige Kald og dyre Ansvar og er præget
af en høj Aand og dyb Alvor. Om Teater handles ikke meget deri, kun at i
femte Akt nogle Typer paa Holbergs Avindsmænd i Borgerskabet fremføres
paa lignende Maade som i »Hexeri«. Galleriet er her udvidet med et Antal Fi
gurer fra Den Vægelsindede, Don Ranudo, Jacob v. Thybo, Erasmus Montanus,
Barselstuen - lige Maal af Mands- og Kvindepersoner, men der røres ikke ved
Komediens Fataliteter, der var ved at blive overvældende. Holbergs Teater
havde, i det økonomiske, været den spinkle Skude for tung en Ballast.
Derfor lod han dog endnu ikke Foretagendet i Grønnegade sejle sin egen
Sø. Han var hos sine Venner til det sidste. Holberg havde allerede oplevet Mon-
taigus Elba i 1725. Nu stod den gæve Feltherre foran sit Waterloo. »Den danske
Comoedies Ligbegængelse«, der dateres fra 1727, synes forfattet allerede til
Brug for den første Lukning i 1725, kort efter »Det lykkelige Skibbrud«. Da
nemlig Skuespillerne er nævnt ved deres egne Navne i »Ligbegængelsen« (Schu
macher, Pilloy o. s. v.) maa Henrich være Henrich Wegener; og han forlod
Teatret for bestandig 1725. Men selv om dette forholder sig rigtigt, saa har dog
Holberg, da det lakkede mod den endelige Ende, givet Udtryk for sin Kærlig
hed endnu engang til den gamle laurbærkransede og tornekronede Skueplads.
Dette bevises af de Plakater, paa hvilke Præsentationen af hans sidste i Grønne
gade opførte Komedie anmeldes, nemlig det fortræffelige Karakterspil »Den
Stundesløse«, eftersom han utvivlsomt med egen høje Haand har affattet Teksten
til den Plakat, der annoncerede Premieren, som var berammet til 18. November
1726 - (efterat Teatret allerede den 11. November havde skullet lukke). At
Holberg er Forfatteren ses saavel af Sproget som den ugenerte Maade, hvorpaa