20 / 100
HOLBERG OG TEATRET
15
nu
bygger, for at rive ned,
nu
støber og omstøber.
Derpaa skifter Figuren Udseende, og Holbergs eget magre, spidse, myndige
Ansigt løfter sig i Rampelyset:
Den Stundesløses Characteer,
saa vidt jeg kan besinde,
jeg veed ei, i Comoedier
om man skal kunne finde.
Han ender i majestætisk første Person:
Jeg bryder lis her samt i meer,
mig underkaster Dommen,
at intet udi Verden er
den første Gang fuldkommen.
Med saadan minimal Skitsering af et Buk for sit Publikum ender Herren i Huset.
I »Den Stundesløse« har Holberg altsaa med Opbud af sin Evne udført et
nyt udelukkende psykologisk anlagt Drama, beregnet for en Skuespiller af
Rang. Han har dennegang desuden bragt Intrigen i Orden og anlagt Intriganten
Pernilles Rolle for Madame Montaigu. Men Vielgeschreys Rolle tør man for
mode anlagt for en af de danske Skuespillere. Stykket blev liggende i fem Aar,
før det kom paa Scenen. Men da det blev skrevet, kan Holberg kun have haft
Johannes Ulsøe i Tankerne - han, der spillede Herman v. Bremen til Sejr
i September 1722 og i Oktober 1723 Corfitz i »Barselstuen«. Disse to Figu
rer ligger begge indenfor de ældre komiske Karakterers Fag. Herman v.
Bremen som den forstyrrede Borgmester i femte Akt danner Forløberen for
Vielgeschrey, og Kandestøberens Rollefordeling har været fastsat, da »Den
Stundesløse« blev skrevet.
I Følelsen af sit Geni og fortryllet af de ujordiske Regioner, hvortil han var
henført, lod Holberg efter at have udtøm t en Række grundige teatralske Emner
- antagelig har han konfereret med Montaigu’erne om de sceniske Problemer
deri - sine Inspirationer faa slap Tøjle i nogle dramatiske Kapricer, som han
mod Aarets Slutning og ved Aaret 1723’s Komme lod løbe af Pennen. Teatret
er spillevende i Hoved og i alle Lemmer nu, han lader det briste frem gennem
Komediernes Porer, han drøfter Teater paa Teatret, spiller med dets Konven
tioner og Illusioner, er blevet erfaren Mester i at give Replikkerne Slagkraft
hos det Publikum, som han nu selv ikke længere tilhører. Han er helt med
mellem dem deroppe, hvor Henrich Wegener apostroferes af Statisterne: »Min
go’e Monsieur Wegener«. Dette oplevedes i »Ulysses v. Ithacia«, i hvis sidste